tirsdag 16. juni 2015

Nr. 1153: Thoralf Gilbrandt sitt syn på de tapte stammer av Israels hus!



Nr. 1153:
Thoralf Gilbrandt sitt syn på de tapte stammer av Israels hus!

Jeg leste om Gilbrandt sitt syn på de tapte stammer av Israels hus. Og jeg hadde en underlig drøm som passer med det som Gilbrandt skriver.

Ut i fra slekta mi så kommer vi visstnok ifra syd Frankrike eller Nordøst i Spania
(baskerland da de var kjent som baskere) som emigrerte til Danmark på 1800 tallet under Napoleons krigen. Der tre brødre bosatte seg i Lemvig ved Limfjorden som også er min fødeby.

Her skriver Gilbrandt: 11. Zebulon: France, Monte Carlo, Andorra, part of Switzerland.
Kona mi som er “hel” Norsk: 6. Naphtali: Norway

Drømmen jeg hadde: 

Nr. 509: Jeg hadde en underlig drøm der en person kom og sa til meg at jeg og min kone tilhørte to av Israels ti tapte stammer, det var Sebulon og Naftali stamme! 

Lagt ut søndag 18. november 2012



Bilde av meg og min kone Berit Christensen

 Meg og min vakre kone

Her er hele artikkelen til Thoralf Gilbrandt:

Israels ti stammers innvandring i Europa

Når man søger efter Israels ti fortabte stammer, skal man ikke søge efter israelitter, der havde bevaret israelitisk kultur og religionstradition, mener Gilbrandt.[xxiii] Israels ti stammer dyrkede jo netop hedenske afguder. Det var jo selve årsagen til, at Gud lod dem deportere. Vi må heller ikke forvente, at det kun drejede sig om små grupper af israelitter, men derimod om hele stammer og nationer af en betragtelig størrelse. Gud havde lovet Abraham, Isak og Jakob, at deres efterkommere skulle blive ”talrige som stjernerne og sandet ved havet”, og før Israel blev deporteret sagde profeten Hoseas, at Israels ti stammer i deres eksil ville blive ”talrige som sandet ved havet”:

”Men israelitternes tal skal blive som sandet ved havet, der ikke kan måles eller tælles.” (Hoseas 1:10)

Gilbrandt skriver:

”Dessuten finnes det visse historiske indikasjoner på at den israelske [sic] innvandring i Europa ikke skjedde i form av mer eller mindre isolerte grupper som ble oppslukt og gikk under i det europeiske folkehavet. Tvert imot kan meget tyde på at det her gjelder noe i retning av nasjonale forflytninger, faktisk små folkevandringer.”[xxiv]

Anglo-Israel og British-Israel

Gilbrandt er ikke enig i selve Anglo-Israel- og British-Israel-bevægelsernes teologi, der ifølge Gilbrandt siger, at det kristne britiske imperium var en del af Kristi Rige, men af den grund forkaster han ikke alt fra Anglo-Israel og British-Israel.[xxv] Thoralf Gilbrandt har da tydeligvis også skrevet det meste af sin research angående de ti stammer i Europa af fra Anglo-Israel-, British-Israel- o.lign kilder, men uden at give nogen form for kildehenvisninger. Det er desuden nonsens, når Gilbrandt blankt afviser at europæiske kristne nationer ikke er en del af Kristi Rige, samtidig med at han uforbeholdent støtter den jødiske stat i Mellemøsten, der med Gilbrandts egne ord er bygget en ”antimessiansk” (d.v.s. anti-kristen) religion, jødedommen.

Kimmererne bliver til kelterne

Israelitterne kendt som kimmerere blev fordrevet fra Lilleasien til landet ”Ar-Seret”, som sandsynligvis er omkring floden Seret i Rumænien, og forsvinder så fra historiebøgerne under navnet kimmerere. Samtidig dukker kelterne op i nogenlunde de samme områder, hvor kimmererne forsvandt.

”Dette er så en av årsakene til at en del historikere anser de to for å være ett og samme folk. Kelterne, dette nye kulturbærende og kulturskapende folk i Europa, hadde israelsk [sic] opprindelse.”[xxvi]

Gilbrandt mener dog ikke, at kelterne var identiske med israelitter, men at de israelitiske kimmerere blev en del af kelterne.

”Nå må nok ikke dette oppfattes slik at de store keltiske folkevandringer som i lang tid skyllet over Europa besto av israelere [sic]. Selv om det fantes en israelsk [sic] kjerne i dette folket som plutselig sto fram, så gjelder det utvilsomt et blandingsfolk, Kimrerne har forenet seg med de lokale befolkninger der de dro fram.” [xxvii]

Kelternes israelitiske oprindelse bekræftes også af ”the Declaration of Arbroath” fra 1320, hvor de skotske nationalister skriver til paven, at deres forfædre var kommet fra det Store Skytien gennem Middelhavet og ud gennem Herkules’ Søjler (Gibraltar). Efter lang tids ophold i Spanien, hvor de kæmpede mod fjendtlige stammer, drog de så til Skotland, hvor de gjorde sig til herrer over landet.[xxviii]

Skyterne bliver til germanerne

Mens at kimmererne udviklede sig til kelterne, blev skyterne, den anden gruppe af de ti stammer, til germanerne. Det skytiske rige ekspanderede gennem det sydlige Rusland og Ukraine til det nordøstlige Balkan. Skyterne angreb ofte Persien, hvilket fik Kong Darius I af Persien til at angribe skyterne i 515 f.Kr. Darius angreb gennem Trakien på Balkan, men skyterne trak sig tilbage ved, som de første i historien, at bruge ”den brændte jords-taktik”. Herodot skriver, at skyterne boede ved det nordlige hav, hvilket må være Østersøen. Hvor trak skyterne sig tilbage til, spørger Gilbrandt? Og hvordan kan det være, at dette mægtige og højtstående kulturfolk pludselig forsvinder ud af historiens lys?[xxix]

Gilbrandt skriver, at skyterne blev til germanerne. Den græske geograf Strabo (64 f.Kr.-21 e.Kr) skriver, at de ”ægte skytere” af romerne blev kaldt for ”germanere”, fordi ”germani” (genuin) betyder ægte på latin. Den romerske geograf Plinius den Ældre (29-79 e.Kr.) skriver, ifølge nogle oversættelser, at ”Skyternes navn er over alt forandret til sermatere og germanere.” (Naturhistorie IV, 12)[xxx]

Den norske historiske skole

Den såkaldte ”norske historiske skole” mener, at urgermanerne er indvandret fra Rusland:

”For å komme videre, skal vi slå følge med de tre berømte foregangsmenn i norsk historieskrivning, grunnleggerne av ’Den norske historiske skole’. Det vil si Gerh. Schøning (1722-80), Rudolf Keyser (1803-64) og den største av dem alle, norsk historieforsknings fremste navn, P.A. Munch (1810-63). Alle tre hevdet teorien om Norges innvandring og bebyggelse nord fra, fra Russland. Dette er det som norske og islandske historiefortellere forfektet allerede omkring år 1200, noe som bare kan bygge på gamle overleveringer som ennå hadde sin plass i folkeminnet. Jfr. Salomons Leksikon.”[xxxi]

Gilbrandt beretter, at P.A. Munch skrev, at urgermanerne måtte have haft deres oprindelige hjem et sted i det mellemste Rusland ved Volga tæt på Ural, og at de derfra vandrede til Skandinavien:

”Fra sitt urhjem i Russland har en stadig utvandring pågått. Til dels har vel utflyttningen skjedd direkte mot vest, men faktisk taler meget for at hovedstrømmen har gått direkte over Østersjøen og Sør-Sverige. Dette gjelder særlig den sterke og folkerike Goterstammen som fikk sitt hovedsete i det sørlige Sverige og i Danmark. Disse har senere dratt tilbake over Østersjøen og etter hvert gjort seg til herrer over store deler av Europa. Jorandes tilkjennegir at goterne utleder sin herkomst fra Skandje (Skandinavia), og gengjir det gamle sagn om goternes utvandring derfra på tre skip under sin konge Berik. Den siste germanske utvandring fra Russland skjedde til Norge. Den kan til dels ha skjedd over land nord om Botnviken. Men det synes som om ferden hoveedsakelig har skjedd til vanns. Først har en dratt mot nord på de store russiske elvene, deretter har en seilt mot sør langs den norske vestkysten og tatt landet i besiddelse.”[xxxii]

Det er ikke kun disse norske historikere, der har skrevet, at skandinaverne indvandrede fra Rusland. Også den danske historiker Peter Friderich Suhm (1728-1798) og Sveriges mest berømte historiker Olof Rudbeck den Ældre (1630-1702) skrev ligesom islandske Snorre Sturlasson (1178-1241), at skandinaverne var indvandret fra ”Tyrkland” syd for Kaukasus gennem Rusland til Skandinavien. Thor Heyerdahl sporede tilmed nordboernes oprindelse til Aserbajdjan i Jakten på Odin (2002).

Alt i alt er Thoralf Gilbrandts bog storartet, fordi den viser, at germanerne og kelterne er efterkommere af Israel ti fortabte stammer, selv om meget af det, han skriver om jøderne, ikke er korrekt. Sitat slutt.

Det var 2-3 millioner israelitter med Moses da han førte dem ut av Egypt, så det bør være minst 1 milliard israelitter i verden i dag. Så er det bare 15 millioner 'jøder' i dag, da er det helt umulig at de kunne ha vært etterkommere av alle israelitter. Løftet var at de skulle bli 'mange nasjoner og riker' (1 Mos 17,5-6). Abraham er et hebraisk navn som betyr «far til mange/far til mange nasjoner».

Her er Israels Barn;

1. Joseph, Ephraim & Manasseh: United States, British Isles [England, Wales, Scotland, Ireland]

2. Judah: Germany, Austria, part of Poland, part of Switzerland

3. Benjamin: Iceland, Greenland, (Norge).

4. Asher: Sweden, Russia, Ukraine

5. Issachar: Finland

6. Naphtali: Norway

7. Dan: Denmark, Baltic states, early Egyptians

8. Gad: Italy, part of Switzerland

9. Reuben: Germany, Holland

10. Simeon: Spain, Portugal

11. Zebulon: France, Monte Carlo, Andorra, part of Switzerland

12. Levi: certainly NOT modern day «Israel»

Relaterte linker:

Ingen kommentarer: