Nr. 260: Jakobs kamp med Gud - et forbilde for oss alle!

Nr. 260:

Jakobs kamp med Gud - et forbilde for oss alle!

1. Mosebok 32. 19 Og han bød likeledes den annen og den tredje og alle de andre som drev hjordene, og sa: Således skal I tale til Esau når I møter ham, 20 I skal si: Snart kommer din tjener Jakob selv efter. For han tenkte: Jeg vil forsone ham ved den gave som jeg sender foran mig, og siden vil jeg selv trede frem for ham; kanskje han vil ta nådig imot mig. 21 Så drog de i forveien med gaven; men selv blev han i leiren den natt. 22 Samme natt stod han op og tok sine hustruer og de to trælkvinner og sine elleve sønner og gikk over Jabboks vadested. 23 Han tok og satte dem over åen og førte over alt det han eide. 24 Så var Jakob alene tilbake. Da kom det en mann og kjempet med ham inntil morgenen grydde. 25 Og da mannen så at han ikke kunde rå med ham, rørte han ved hans hofteskål; og Jakobs hofteskål gikk av ledd, mens han kjempet med ham. 26 Og han sa: Slipp mig, for morgenen gryr! Men han sa: Jeg slipper dig ikke, uten du velsigner mig. 27 Da sa han til ham: Hvad er ditt navn? Han svarte: Jakob. 28 Han sa: Du skal ikke lenger hete Jakob, men Israel; for du har kjempet med Gud og med mennesker og vunnet. / 29 Da spurte Jakob: Si mig ditt navn! Han svarte: Hvorfor spør du om mitt navn? Og han velsignet ham der. 30 Og Jakob kalte stedet Pniel; for [sa han] jeg har sett Gud åsyn til åsyn og enda berget livet. / 31 Og da han var kommet forbi Pnuel så han solen rinne; og han haltet på sin hofte. 32 Derfor er det så den dag idag at Israels barn aldri eter spennesenen som er på hofteskålen, fordi han rørte ved Jakobs hofteskål på spennesenen.

Carl Paul Caspari skrevet på gammelt norsk for 140 år siden, men det åndelige innholdet er så storlagent at jeg ønsker å publisere denne.

I.

I flere gammeltestamentlige Gudsmænds Liv forekomme enkelte syndige Handlinger eller Fald, der ere afgjørende for hele deres følgende Liv eller dog for en stor Del af det, hvis Følger overalt fremtræde i det, som beherske det. En saadan Handling var det f. Eks., at Moses i Kades med vantroe Ord tvende Gange slog den Klippe med sin Kjep, som han efter Guds Befaling skulde have tiltalt i Troen (4 Mos. 20, 9ff). Denne ene Handling gjorde, at den store Lovgiver og Gudsmand ikke kom ind i det hellige Land, men kun før sin Død fik se det fra Bjerget Nebo. Et saadant Fald var Davids Ægteskabsbrud med Bathseba og Urias Mord. Hvilken Række af forfærdelige Straffedomme, alle udgangne af hans egen Families Skjød, fra hans egne Børn, rammede ham ikke efter dette Fald, uagtet han hadde rejst sig fra det og faaet Tilgivelse for det! Et saadant Fald var det ogsaa, da Jakob af vantro Frygt fro, at hans Fader skulde give Esau den efter Guds Ord ham selv tilkommende Velsignelse, havde tilegnet sig denne paa egen Haand ved at bedrage sin Fader og sin Broder. Denne Synd tvang ham til Flugt fra Fader og Moder; den voldte ham et langvarigt Ophold i Udlændighed langt borte fra Forjettelsens Land; den bragte ham i hans bedragerske Morbroder Lahans Hænder, der gjengjældte ham hans Gjerning mod broderen ved en ganske tilsvarende Gjerning (1 Mos. 29, 23ff) - Jakob blev for det Bedrag, han havde øvet mod sin Broder Esau, bedragen af sin Broder Laban, thi Laban betegner ham ligefrem som sin Broder, naar han siger til ham: «Skulde du, fordi du er min Broder, tjene mig for Intet?» (1 Mos. 29, 15) --; den paadrog ham en tyveaarig Tjenestetid, fuld af tung Kamkp med den egennyttige Laban og af Møjsommeligheder udenfor og Plager i Huset. Man skulde tro, at han nu var straffet nok for, hvad han havde forbrudt. Men 1 Mos. 32 viser os, at dette ingenlunde var Tilfældet. Han befinder sig her i Landet østenfor Jordan, Gilead, og er ikke langt fra den Flod, som deler dette Land i tvende Halvdele, Jabbok. Derved er han kommen i sin Broder Esaus Nærhed, den Broder, som han havde krænket saa dybt, og som engang havde villet hævne denne Kjænkelse ved at dræbne ham, og han skald ved at vende tilbage til Faderen komme ham endnu nærmere. Hvorledes Esau nu er sindet mod ham, det ved han ikke; kun det ved han, at han lever i Landet Se'ir i Sydost for Kana'an og er bleven en mægtig høvding. Men at hans Moder ikke, som hun havde lovet dengang, da hun opfordrede ham til at flygte til hendes Broder Laban (1 Mos. 27, 43ff), havde sendt Bud efter ham og ladet ham hente fra Haran, spaar ham ikke noget Godt. Han maa formode, at Esau endnu bærer det gamle Nag mod ham i sit Hjerte. Han er ved sin tyveaarige Udlændighed og Trældomsstand i Haran med Hensyn til sit Forhold til sin Broder ikke kommen et Skridt videre. Han staar i denne Henseende endnu der, hvor han dengang stod, da han flygtede til Mesopotamien. Det er, som om han Intet havde lidt for sin Brøde, men først nu skulde bøde for den. Ja, han er nu endnu værre faren, end han var i Begyndelsen. Thi vad har han nu ikke at miste! Gods og Hustruer og Børn, Herrens rige, kostelige Gaver, Førstegrøden af og Panterne paa Forjettelsens Opfyldelse! Og Esau har jo ogsaa nu en ulige større Magt til at ødelægge ham, end han havde hatvt for tyve Aar siden. Nu først kan han ret vene sig paa ham. Jakob staar ved et Knudepunkt, et stort afgjørende Vendepunkt i sit Liv; ja, man kan sige, han staar ved sit Livs Knudepunkt, dets store, afgjørende Vendepunkt. Han har selv knyttet den Knude, som nu maa løses thi nu kan der jo ikke være Tale om Andet, end at han vender tilbage til Kana'an; han er egentlig allerede paa Kana'and grund. Tyve Aar havde ikke formaaet at løse Knuden, hans Livs Knude; dens Løsning havde i denne Tid egentlig hvilet, ja, den var i den paa en Maade bleven endnu strammere; nu maa den løses. Og dog har Patriarchen endnu ikke den fulkommen rigtige Anskuelse om Knuden; han ser den ikke i dens Helhed, eller han ser den ikke i dens rette Skikkelse. For hans Øje staar kun Esau og hans vrede og den Afregning, han nu formodentlig vil holde med ham; han har ingen Anelse om, at ogsaa Herren, mod hvem han fornemmelig, ja mod hvem han efter den Anskuelse om alle Synder mod Mennesker, som David opstiller i den en og femtiende Psalme, i Grunden alene har syndet, nu vil optræde som hans Fiende og kræve ham til Regnskab. Jakob staar ved et større Knude- og Vendepunkt, end han selv ved.

Saasnart Patriarchen er frelst fra Labans haand, har taget Afsked med sin Morbroder og saaledes har faaet Rum til at vende sit Blik fremad hen imod Esau og under Beskjæftigelsen med det Spørgsmaal, hvad han vel har at vente sig af sin Broder, har begyndt at blive bekymret, lader Herren for at trøste og styrke ham Engle, en Englelejr, møde ham. Ja, Han vil ved denne Begivenhed i Grunden mere forekomme hans tilkommende Agest, end befri ham fra den nærværende. Thi endnu var Patriarchens Angest kun i sin første Begyndelse. Kun de første ængstelige Tanker havde rejst sig i hans Hjerte. Englemøte i Machanajim svaret ganske til det Drømmesyn i Bethel, som han havde havt paa sin Flugt til Haran; det er en Stadfæstelse og Bekræftelse af, hvad Herren gjennem dette Drømmesyn havde sagt Jakob. Dengang, da Jakob stod i Begreb med at forlade Kana'an, havde Herren ladet Engle ledsage ham ud af det forjettede Land; nu, da han er i Færd med igjen at betræde samme, sender Han ham Engle imøde for ligesom at byde ham velkommen tilbage til det og erklære ham, at Han heller ikke her vil forlade ham meed sin Beskyttelse. Da Patriarchen ligeoverfor den nye, store Fare, der truer ham, der største i hans Liv, begynder at ængstes, lader Herren ham paany se Engle og minder ham derved tillige om det Englesyn, Han tildligere havde ladet blive ham til Del, og de Løfter, hvormed Han havde ledsaget det. Men, medens Jakob i Bethel havde seet Engle enkeltvis stige op fra ham til Gud og ned fra Gud til ham, ser han her en hel Englelejr. Hint Englesyn havde havt en fredelig Charakter; dette derimod har en krigersk, thi «Lejr» er et militært Udtryk. Hist havde Gud villet sige ham, at han vandrede under Engles Beskyttelse og Omsorg, at han aldrig skulde savne en Engel eller Engle, der skulde bevare ham og sørge for ham; her derimod vil Han sige ham, at han ikke behøver at frygte for Esaus Skarer, for hans Lejr, at hans egen Lejr ikke er den eneste, som gaar Esau imøde, og hvormed denne vil faa at sestille, dersom han skulde angribe ham, men at denne Lejr har en usynlig Englelejr ved sin Side, at en Legion Engle ledsager den. Jakob forstaar ogsaa straks, hvad Gud vil sige ved Englelejren, idet han kalder det Sted hvor han har seet den, Machanajim, d. v. s. «dobbelt Lejr.» Med denne Dobbeltlejr mener han sin egen og Englenes. Dengang gik paa Jakob i Opfyldelse, hvad David siger i den fire og tredivte Psalme: «Herrens Engel lejrer sig trindt omkring dem, som Ham frygte.» Forøvrigt ser Patriarchen Englelejren kun et Øjeblik eller en liden Stund; den forsvinder straks eller snart igjen for hans Blik. Han skal øves i Troen og ikke spares for Angesten. At den paa den Maade skulde have ledsaget hans Lejr, at han bestandig havde den for sine Øjne, var ikke muligt. Han havde da ikke havdt Noget at tro og senere ikke kunne blive saa angest. At han ser den et Øjeblik eller en kort Tid, det skal kjælpe ham til at tro, det skal opretholde og styrke hans Tro, at den snart forsvinder igjen, det skjer, fordi hans Tro ikke skal blive overflødig. -- Der spørges, om Jakob saa Englelejren med sit ydre, legemlige Øje eller med sit indre, aandelige, i et Syn. Begge Dele ere mulige. Saa han den med sig indre, aandelige Øje, saa lignede hans Seen den, hvorom der fortælles i anden Kongebok i Profeten Elisas Historie. Da nemlig den syriske Konge Benhadad havde sendt en Hær til Dothan for at fange Elisa, og Prophetens Tjener efter at have faaet Øje paa de omkring Staden lejrede Syrere angestfuld spurgte: «Ak, min Herre, hvorledes skulle vi bære os ad?» siger Elisa til ham: «Frygt ikke, thi flere ere de som ere med os, end med dem», og beder saa til Herren og siger: «Kjære, oplad hans Øjne, at han maa se!» «Og», heder det derefter, «Herren oplod Drengens Æjne, og han saa, og se Bjerget var fuldt af gloende Heste og Vogne trindt om Elisa» (2. Kong. 6,15 ff.) Saa derimod Jakob Englelejren med sine legemlige Øjne, saa maa vi sammenligne 1 Mos. 18 og 19. I disse Kapitler se nemlig Abraham og Loth og Sodomiterne Engle med sine ydre, egentlige Øjne. Jakobs Natur - han var, som en stor Skriftfortolker sier, modtagelig for enhver Berørelse med den højere Verden, fuld af Anlæg til at se Himlene aabne og Guds Engle stige ned og op - og Drømmesynet i Bethel taler for, at han Seen var en indre. At han her trængte til den kraftiste Bevidnelse af, at Gus Engle skulde være med ham for at bistaa ham mod Esau, at Herrens Engel i vort Kapitel, som vi senere skulle se, kjæmper legemlig med ham, og at vi ikke have nogen Antydning af, at Jakob havde en Vision, alt dette taler derimod for, at han saa Englelejren med sit ydre, egentlige Øje. -- Vi maa, førend vi kunne forlade de to første Vers i vort Kapitel, endnu omtale et Sted i Salomos Høisang, som staar i Sammenhæng med dem om viser tilbage til dem, og ved hvilket vi blive gjorte opmærksomme paa en betydningsfuld Omstændighet, som ikke udrykkelig anføres i frøste mosebog, om som ellers vile undgaa os. «Vend om, vend om, o Sulammith!» -- saaledes lyder det Sted, hvortil jeg sigter -- «vend om, vend om, at vi maa se paa dig! Hvad ville I se paa Sulammith! -- En Dands, som Machanajims Dands» (Høis. 6,13). Sulammith, d. v. s. «dun, som har fundet Fred», er den gammeltestamentlige, den israellittiske Menighed, den himmelske Salomos, Messias's, første Brud, efter hendes Omvendelse. De, som tilraabe hende sit firedobbelte: «Vend om!» og sit: «forat vi maa se paa dig,» ere Messias's øvrige Brude, Menighederne af Hedningerne. De ønske inderligen at se det gammeltestamentlikge Israel i hele dets oprindelige Herlighed, i hele dets prindelige Forhold til gud og længes derfor efter dets Omvendelses Fuldendelse; thi begyndt har dets Omvendelse allerede, den gammeltestamentlige Menighd har faaet Fred, den er bleven en Sulammith. Da den nu spørger dem, hvad de dog egentlig ville se paa den, saa svare de: «(en Dands) som Machanajims Dands,» d. v. s. En Glæde som den, der dengang fandt Sted, da Englelejren mødte Jakobs Lejr. De ønske at se, hvorledes den omvendte gammeltestamentlige Menighed igjen kommer i den inderligste Forbindelse med den usynlige Verden, med Engleverdenen, hvorledes den ledsagees og beskyttes af denne, og hvorledes begge Dele glæde sig i denne Forbindelse; Englene glæde sig, fordi den gammeltestamentlige Menighed nu er fuldkommen omvendt (glæde de sig allerede over een Synder, som omvendes, hvorledes maa de da ikke glæde sig over den store Synders, Israels, fulkomne Omvendelse!), fordi den ved Israels Frafald forstyrrede Harmoni mellem dem og Gudsfolket er gjenoprettet, og fordi de nu kunne forrette ved den sit Embede som tjenende Aander; den israelittiske Menighed glæder sig, fordi den nu ikke mere vandrer enlig, men har Englenes himmelske Menighed ved sin Side. Dandsen er ikke en Dands med Fødderne, men Hjertenes Hoppen og Springen af Glæde. Men hvad vi nu erfare af Stedet i Højsangen, det er, at Mødet ved Machanajim har opfyldt begge de mødende Lejre, ikke blot Jakobs, men ogsaa Englenes, med Fryd og Glæde.

Efter Englemødet skikker Jakob Sendebud foran sig til Esau til Landet Se'ir for at underrette ham om sin Tilbagekomst. Han vil paa een Gang søge at erfare, hvorledes han nu er sindet imod ham, og stemme hans Hjerte venligt. At han ved sig ledsaget og beskyttet af en Engleær, gjør det i hans Øjne ikke overflødigt at bruge de menneskelige Midler, som kunde formilde hans Broders Sind og forsone ham. Deforuden havde vel Englemødet kun for en liden Stund foraaet at rive al Frygt ud af hans Hjerte; Bekymringen var snart vendt tilbage. Frygt og Tro kjæmpede i hans Indre. Hertil kom uden Tvivl endnu, at han i Følelsen af sin Skyld mod Esau vilde ydmyge sig for ham og paa alle mulige Maader gjøre godt igjen, hvad han havde forbrudt mod ham. Den Selvydmygelsee, hvortil hans skyldbevidste og angerfulde Hjerte driver ham, giver sig tilkjende deri, at han kalder sin Broder sin Herre og sig selv hans Tjener. Dog vil han vel derved og ved hele sin Færd overhovedet ogsaa betage Esau enhver Mistanke om, at han paa den Velsignelses Grund, der var bleven ham tildel, og som han ved List havde frarevet Broderen, vilde bygge Fordringen paa et kjødeligt herredømme over ham. Saaledes sorstod han ikke Velsignelsen. Den talte for ham kun om et Herredømme, der tilhørte en fjern Fremtid og var af en aandelig Natur. Han bøjede sig gjerne for Esau og erkjendte ham som sin Overmand og Herre. Den personlige overordnede Stilling , som Velsignelsen kunde synes at føre med sig, gav han villigen Slip paa til Fordel for Broderen. Just det, hvorpaa Esau lagde mest Vegt, og med Hensyn til hvilket han var mest ømfindtlig, den ydre, verdslige Magt og Anseelse havde i Jakobs Øjne intet Værd. At Jakob udenvidere sender Bud til Se'isr viser os, at han vidste, hvor hans Broder dengang levede, og han vidste det, ofrdi hans Frygt havde bragt ham til at søge Efterretninger om, hvor og i hvilken Stilling han var. Men hvorledes var nu Esau kommen til Se'ir, og i den Høvdingstilling, hvori han dengang aabnbart befandt sig? Efterat han havde mistet Velsignelsen, vare Fadren og han, imellem hvilke før et inderligt Forhold havde fundet Sted, blevne mere og mere fremmede for hinanden. Han vrededes i sit Hjerte paa Isak, fordi han havde ladet sig bedrage af Jakob og ikke villet tage den ham meddelte Velsignelse tilbage eller dog ogsaa velsigne ham, og Isak, for hvis Forhold til Esau den i V. 27 fortalte Begivendhed var bleven et Vendepunkdt, fik nu jo længere desmere Øjnene op for sin ældste Søns Væsen. Moderen havde alt længe, hun havde stedse kjendt og hadet det. I Førstningen søgte Esau endnu at gjenoprette eller opretholde Forholdt imellem ham og Forædrene ved at tage til sine to cana'anitiske Hustruer endnu en Datter af sin Farbroder Ismael tilægte (1 Mos. 28,6 ff.), men forgjæves, da han kun handlede i halv Lydighed og af Misundelse mod Jakob, og, hvad der var Hovedsagen, da han vedblev at være den Samme. Saaledes blev Opholdet i Faderens Hus, det fredelige Hyrdetelt, hvori han, den vile Jæger, aldrig havde befundet sig rigtig vel, idet den stille Aand, som der herskede, ikke var efter hans Hu, ham mere og mere uhyggeligt. Da Udsigten til Cana'ans Besiddelse var ham afskaaren, idet Fadreren havde tilsagt Jakob det forjettede Land, et Tilsagn, som Esau tillagde en bindende Kraft, saa sølgte hans Æje efter et andet. Snart havde han fundet dette. Det var det vilde og for en stor del øde Bjergland Se'ir, et Land, der svarede ganske til hans eget Væsen og derfor tiltrak ham med magisk Kraft (1 Mos. 36,6 ff.). Men her føre et Liv, som Patriarcherne førte i Cana'an, her leve som Fremmed, det kunde han ikke. Det var en nærværende Besiddelse og et nærværende Herredømme, han attraaede. Men nu havde Se'ir allerede sine Indbyggere, Horiterne (1 Mos. 36, 20 ff.). Skulde han derfor komme i Besiddelse af det, saa maatte de først fordrives eller udryddes. Men for at kunne sætte deres Fordrivelse eller Udryddelse i Verk, dertil trængte han til Bistand, og denne fandt han hos sine cana'anittiske og ismaelittiske Svogre og Slægtninger. I Forbindelse med dem drog han nu til Se'ir og begyndte en Udryddelseskrig mod Horiterne. Da Jakob kom tilbage fra Mesopotamien, var han just midt i denne.

Da Jakobs Sendebud komme til Esau og udrette sit Ærinde hos ham, giver han dem ikke noget svar, men sætter sig taus i Spidsen for firehundrede Mand og drager med dem Jakob imøde. Hvorfor gjorde han dette? Svaret paa dette Spørgsmaal er vanskeligt. Han kan have gjort det, fordi han nu vilde udføre sin Hevn, som han for tyve Aar siden havde tiltænkt Jakob; han kan fremdeles have gjort det, fordi han vilde drive en grusom Spøg med sin Broder, og fordi han vilde tugte ham for, hvad han engang havde gjort mod ham, ialfald ved den Angest, som han lod ham udstaa; han kan endelig ogsaa have gjort det for at gotte sig i den skjærende Kontrast, hvori den nuværende Virkelighed stod til den forjettede Fremtid, paa hvilken han ikke hvade nogen synderlig Tro, og for at ydmyge Jakob ved denne Konstrast. Den sidstanførte Hensigt kan ialfald ikke have været den eneste; thi havde den været dette, hvorfor gav da Esau ikke Jakobs Sendebud noget Svar? Den førstnævnte Hensigt er lidet rimelig. Det stemmer ikke ret overens med Esaus lette, sangvinske Charakter, at han i tyve Aar skulde have fastholdt og næret Hevnens Tanker; og han kunde nu saa meget mindre føle Lyst til Hevn, som den Stilling, han havde opnaaet, vist i høj Grad tilfredstillede ham, og han, fuld af Ringeagt for Forjettelserne, langt foretrak den for Jakobs. Hvorfor skulde han nu hevne paa ham det gamle Rov? Det, han havde frataget ham, var ikke meget værd, og at han havde frataget ham det, havde ikke kunnet forhindre, at han var bleven en mægtig Høvding, en Fyrste, for hvem Broderen trods sin Besiddelse af Forjettelserne, som man just nu kunde se, maaste ydmyge sig. Det er derfor veld et Rigtige at antage den anden Hensigt hos Esau og at forbinde den med den tredje. Esau vilde drive en raa og grusom Spøg med sin Broder og derhos tugte ham ved Angest for hans gamle Brøde, og han vilde tillige glæde sig i Kontrasten mellem den synlige Virkelighed og den formentlige herlige Fremtid og ved denne Konstrast ydmyge sin Broder. Dog vare maaske heller ikke alle tanker paa engentlig Hevn fremmede for hans Sjæl. Han har maaske villet alde det komme an paa Omstændighederne, om han ikke dog skulde straffe Jakob ved noget Mere end blot ved Angest og Ydmygelse. Han var sig, da han drog ud, vel ikke selv ganske klart bevidst, hvor langt han skulde gaa. -- At Rebekka ikke havde sendt Bud til Mesopotamien og ladet Jakob hente derfra, havde vel sin Grund deri, at Esau senere aldrig havde udtalt sig om sine Planer mod Jakob.

Da Jakobs Sendebud kom tilbage og bragte ham den Beskjed, at Esau ikke havde givet dem noget Svar, og at han drog ham imøde med fire hundrede Mand, da blev han greben af en saare stor Angest. Just denne Angest var det, som Esau havde villet fremkalde hos ham. Heri var han dog kun et Herrens Redskab, der nu paa een Gang vilde straffe Patriarchen for hans gamle Brøde, drive ham til Bønnen og øve ham i Troen. Alle de Forjettelser, Patriarchen havde faaet, Drømmesynet i Bethel og det Løfte, Herren i det havde givet ham, alle de Naadeserfaringer, han havde gjort i hele sig Liv, og især i Haran og for kort Tid siden paa Gileads Bjerg, og endelig den Englelejr, som ganske nylig havde mødt ham, alt dette formaaede ligeoverfor den overhængende Fare, der nu trude ham, ikke at fordrive hans Angest; det kune Lidet udrette imod den. Den truende Virkelighed lejrede sig mellem det og hans Sjæl og trængte det tilbage. Han kom i dyb Anfektelse. Dog gaar han ikke under i denne. Han mister i den hverken Besindelsen eller Troen. Besindig og betænksom, som han er, griber han forst til en klog menneskelig Forholdsregel. Han deler sit Folk og sine Hjorde i to Lejre; naar Esau kommer til den eene Lejr og slaar den, mener han, da kan den anden, af ham ikke angrebne, redde sig ved Flugten. Saaledes kan i det Mindste den ene Halvdel af hans Folk og hans Gods blive reddet. Men denne kloge menneskelige Forholdsregel tilfredstiller ham dog aldeles ikke. Esau kan jo ogsaa dele sine firehundrede Mand i to Hobe og angribe og slaa begge Lejre, eller han kan lade den flygtende forfølge og indhente og tilintetgjøre ogsaa den. Og ialfald mister han den ene Halvdel af st Folk og sit Gods. Han føler: hans egen Kraft og Klogskap vil Intet forslaa. Derfor kaster han sig, med fulkommen Opgivelse af al Tillid til dem, i Guds Arme, og søger hans Hjælp i en inderlig Bøn. Jakobs Bøn hører til de dejligste Bønner i den hellige Skrift og lader os kaste et dybt Blik ind i hans Sjæl. Den alene er tilstrækkelig til at gjendrive dem, som af Vantro sværte eller af Uforstand miskjende denne Patriarchs Væsen. -- Jakob begynder sin Bøn med at tiltale Gud som sine Fædres Gud («Min Faders, Abrahams, Gud, og min Faders, Isaks, Gud», siger han). Som til dene Gud, som til den Gud, der har udvalgt og kaldet Abraham, aabenbaret sig mangfoldige Gange for ham og for Isak, givet dem de herligste Forjettelser og bevist dem tusinde Naadesgjerninger under des jordiske Vandring, vil han bede til Ham. Han bygger sit Haab paa Bønhørelse først og fremst paa, hvad Han har været for hans Fædre. Fædrenes Gud kan umuligt fornegte sig mod Sønnen. Derefter griber han fat i og foreholder Han en Forjettelse, som Han har givet ham selv i Haran, da Han opfordrede ham til at vende tilbage til Hjemmet: «Herre, siger han, Du, som sagde til meg: Drag tilbage til dit Land og din Slægt, og Jeg vil gjøre vel imod dig,» Du kan umuligt, mener han, svigte det Ord, som Du gav mig, da Du befalede mig at drage tilbage til Cana'an, det Ord: «naar du efter min Befaling drager tilbage til dit Land, saaa vil Jeg gjøre vel imod dig.» Hvad vilde det være for en Velgjerning imod mig, dersom Du nu, efterat jeg i Lydighed og Tillid har handlet efter dit Ord og er vendt tilbage, tillod Esau at slaa mig og Mine ihjel. Derfor maa Du nu redde mig af hans Haand, thi Du har lovet mig det, og Du er sanddru og trofast. Efterat han nu saaledes har holdt herren fast baade ved, hvad Han har været og gjort for hans Fædre, og ved det Løfte, Han har givet ham selv i Haran (at fremhæve just dette Løfte laa ham nærmest, thi paa dette grundede sig den Tilbagerejse, paa hvilken han befandt sig), og derved givet en stærk og fast Tro tilkjende, gaar han over til en ydmyg Bekjendelse af Alt, hvad Herren har gjort imod ham i Haran. «Jeg er ringere, siger han, end alle de Miskundheder og al de Troskab, som Du har bevist din Tjener; thi med min Stav gik jeg over denne Jorden, og nu er jeg bleven til to Lejre.» Ved denne Bekjendelse vil han for det Første vise, at Herren, hvis Han frelste ham, ikke vilde bortkaste sin Velgjerning ved at bevie den mod en Utaknemmelig, og at Han derfor godt kan bevise ham den. Men dernæst antyder han derved ogsaa, at han kun kan vente og virkelig kun venter sin Frelse af Gud alene og ikke af sig selv. Har han nemlig Gud alene at takke for Alt, hvad han har erhvervet i Haran, saa har han Intet formaaet og formaar han Intet at udrette med egne Kræfter, og saa maa derfor Gud hjælpe ham ogsaa nu. Ligesom Begyndelsen af hans Bøn røber en stærk og fast Tro, saa røber Fortsættelsen af den Taknemmelighed og Ydmyghed, fuldkommen Opgivlese af sig selv. Vi se her, hvorledes Jakob ikke tilskrev sit troe og møjsommelige Arbejde og sin Klobskab og de mindre redelige Kunster, hvortil denne stundom havde forledet ham, det Allerringeste. Guds Velsignelse tilskriver han Alt. Nu først kommer han med sin egentlige Bøn: «Kjære, udfri mig af min Broders haand, af Esaus Haand, thi jeg frygter ham, at han skal komme og ihjelslaa mig, Moderen tilligemed Barnet.» Hans Bøn er ligefrem; han nævner Tingen ved dens rette Navn. Han skammer sig ikke ved at bekjende sin Frygt; han hhykler ikke af Hovmod et naturligt Mod, som han ikke har. Ligesom han havde begyndt sin Bøn med at gribe Guds Forjettelse og foreholde Han den, saa slutter han den ogsaa dermed, idet han siger: «Og Du har sagt: Jeg vil visselig gjøre vel imod dig, og Jeg vil gjøre din Afkom som Havets Sand, som ikke kan tælles for Mængde.» Han vender tilbage derhen, hvorfor han er udgaaen. Hans Bøn er, saa at sige, paa begge Sider omgiven af Forjettelse eller snarere af Paaberaabelse af Forjettelse. Guds Forjettelse er det egentlig, han bygger paa. Dog er det i Slutningen ikke et enkelt Løfte, hvortil han støtter sig, men den store Grundforjettelse, som baade hans Fædre og han selv havde faaet, han selv i bethel. Hvorledes kan denne gaa i Opfyldelse, mener han, dersom jeg og mine Hustruer og mine Børn nu omkomme? Du kan altsaa ikke Andet end frelse mig, saasandt Du er trofast, og jeg tror visseligen, at Du vil gjøre det.

Efterat Jakob har opsendt denne Bøn til Herren, sender han endnu den samme Dags Aften, paa hvilken alt det var skeet, som fortælles os i det 32te Kapittels 6te til 12te Vers, en Gave til sin Broder Esau for at formilde hans Vrede og vække venlige, broderlige Følelser hos ham. Gaven, en ægte nomadisk Gave (Nomaderne plejede og pleje endnu den Dag idag at betale sin tribut i Kvæg), er saare anselig - den bestod i ikke færre end halvsjettehundrede Stykker Kvæg - og viser, hvor overordentlig rig Jakob maa have været, og i hvor høi Grad Herren havde velsignet ham, som, da han var dragetn over Jordan, ikke havde havt mere end en Stav. Af de Dyr, som Patriarchen sendte, dannede han ikke een stor Hjord, men fem mindre, af hver Dyreart en egen, som han overgav til en egen Tjener. Disse Tjenerene befalede han, at de med sine Hjorde skulde drage foran ham, dog ikke saaledes, at den Ene fulgte i Hælene paa den Anden, men saaledes, at de lode et Mellemrum blive mellem hverandre og de Hjorde, som de dreve foran sig. Hver Enkelt gav han desforuden den Anvisning, at han, naar Esau mødte ham og spurte ham, hvem han selv og hans Hjort tilhørte, skulde svare, at Dyrene tilhørete Jakob, som kom efter dem, og skulde være en Gave til hans Herre, Esau. Hvad han vilde opnaa ved disse Anordninger, antydes i de ord: «thi han tænkte: Jeg vil forsone ham ved den Gave, som gaar foran mig, og siden vil jeg se hans Ansigt; maaske vil han (naadigen) antage mig.» Gaven skulde derved sige sig i hele sin Storhed - man plejer i Orienten ved Oversendelse af Gaver at betjene sig af ret mange Personer og Lastdyr for at fremhæve det Oversendtes Anselighed --, og Esaus Vrede skulde derved desto sikrere og stærkere blive formildet. Den skulde derved trinvis mere og mere dæmpes og svækkes. De stedse nye Gaver, som mødte ham, skulde aflægge Vidnesbyrd om, hvor dybt Jakob følte hans Vrede, hvor gjerne han vilde opnaa Esaus Tilgivelse, med vilke Ofre han vilde kjøbe den, og derved røre Esaus Hjerte og jgøre det umuligt for ham at hevne sig. De gjentagne Gaver, som standsede Esau paa hans Vej til Jakob, vare ligesom gjentagne Bønner, ved hvilke Jakob bad ham om Tilgivelse og mindede ham om den broderlige Kjærlighed, som han skyldte ham. Jakobs hele Fremgangsmaade vidner om, med hvilken virksom Besindighed og sindrig Klobskap Patriarchen handlede. Denne sidste Egenskab var en naturlig, hans virksomme Besindighed derimod en Frugt af Troen, der igjen var en Frugt af hans Bøn. Jakobs Bøn havde mægtigen styrket ham i Troen, og formedelst Troen havde hans Aand faaet sin fulde Ligevegt og Spændkraft tilbage og med dem Ro, Besindighed og Handlekraft. Men tillige vidner Jakobs Fremgangsmaade ogsaa om, hvor sund, hvor langt fra alt Sværmeri hans Fromhed er. Uagtet han, som hans Bøn viser, sætter al sin Lid ene og alene til Herren, til Hans Almagt, Naade, Sandruhed og Trofasthed, saa undlader han dog heller ikke nu at gjøre, hvad der staar til ham, i den Tanke, at Gud vil lægge sin Velsignelse dertil og lade det udrette det, hvortil det er bestemt. I Jakobs Adfærd aabenbarer sig den skjønneste Blanding af ubetinget Tillitd til Gud og virksom Besindighed i Brugen af de give Midler. Just fordi de Forholdsregler, som han træffer efter sin Bøn, vidne om alt det Anførste og derfor ere saa betydningsfulde og lærereige, har den Hellig Aand fremstillet dem saa udførligt og det umiddelbart før den mægtige Tekst om Patriarchens Kamp med Gud.

Da Jakob udvalgte Gaverne til Esau og sendte de fem Tjenere afsted med dem, var det Aften. Tjenerne skulde straks begive sig paa Vejen, medens han vilde overnatte paa det Sted, hvor han var og følge dem den næste Morgen efter. Efterat de vare dragne bort, begav han sig, for ved et pludselig Overfald straks at kunne være ved Haanden, til Hvile midt i Lejren, medens Nomadehøvdingerne ellers pleje at tilbringe Natten alene, adskilte fra sine Hjorde og sig Tjenerskab. Hans Hvile var dog kun meget kort, ifald den store Bevægelse, hvori hans Sjæl befandt sig, overhovedet har ladet Søvn komme paa hans Øjne. Efter Nomadernes Skik og af Frygt for Overrumpling brød han allerede om Natten og det faa Timer, efterat han havde lagt sig, igjen op og bragte først sine to Hustruer, sine to Tjenestepiger og sine elleve Sønner og derefter alt sit Gods over Jabboks Vadested. Jabbok adskilte først de amoritiske Konger Ogs og Sihons Riger og siden Stamerne Manasses og Gads Gebeter fra hinanden. Den løber fra Øst mod Vest gjennem en dyb Klippedal og flyder omtrent midt imellem Søen Genezareth og det døde Hav ud i Jordan. Sit Navn Jabbok første den deraf, at den bryder sig sin Vej gjennem Klipper, at den tilkjæmper sig den, thi «Jabbok» betyder «En, som brydes», en Kjæmper. I dette dens Navn laa paa en Maade et Forvarsel om den vidunderlige Brydning, den store Kamp, som den skulde være Vidne til, hvis Skueplads den nordlige Bred skulde være. Nu heder den af sit spejlklare, dunkle Vand Esserka, den blaae Flod. Det Vadested, over hvilket Jakob førte alle Sine og alt Sit, ligger ikke langt fra det Sted, hvor Jabbok imellem to Bjerge løber ud i Jordan, og er blevet passeret af flere nyere Reisende. -- Efterat Jakob havde ladet den sidste Del af sit Gods bringe over Aaen, blev han tilbage alene. Hvorfor gjorde han dette? Han overlod jo derved Sine og Sit til sig selv og udsatte dem derved for Fare. Uden Tvivl for uforstyrret at kunne bede, for uforstyrret at kunne kjæmpe med Gud i Bønnen; thi den næste dag skulde eller kunde han jo ialfald møde Esau. Det gjaldt nu det Yderste; han stod umiddelbart foran det mest afgjørende Moment i sit hele Liv; derfor følte han Trang til en liden Stund at være ganske alene med sin Gud. I Lejren omgav hans Tjenerskabs og Families Ængstelighed og Klager ham og nedtrykte hans Sind.

I den dybe natlige Ensomhed, hvori Jakob befinder sig, foregaar nu en vidunderlig Kamp. Netop da Jakob staar i Færd med at bede til sin Gud, med at kjæmpe med Ham i Bønnen, med at angribe Ham i den, kommer pludselig en Mand til ham, eller er pludselig en mand hos ham og angriber ham selv. Vi erfare ikke, hvorfra han kommer, og hvem han er, og det ser ud, som om han vil Patriarchen tillivs, som om han vil dræbe ham. Jakob maa forsvare sit Liv mod ham. De to Mænd brydes med hinanden. Og denne Brydning varer længe; thi der var vist endnu en ikke ubetydelig Del af Natten tilbage, da den begyndte, og den fortsættes, intil Morgenrøden oprinder. Manden formaar ikke at opnaa sin Hensigt, han kan ikke overvinde Jakob. Da han bliver dette var, rører han ved hans Hofteskaal, saa den forvrides, og Jakob bliver lam. Desuagtet bliver Patriarchen ikke alene ikke overvunden af ham, men han bliver nu, idet han trods sin lamhed forsætter Kampen paa det Kraftigste, endog Herre over sin Modstander. Han faar ham i sin Magt; thi Angriberen maa bede ham om at lade ham afre. Han kan ikke fortsætte Kampen længer, siger han til ham, fordi Morgenrøden var oprunden, og det ikke gik an, at han kjæmpede om Dagen. Men Jakob vil nu nytte sin Sejer, han vil nyde dens Frugt. Han erklærer derfor, at han ikke vil slippe ham, udenat han velsigner ham, hvorved han giver tilkjende, at han i den, der har angrebet ham, og som han har kjæmpet med, og over hvem han har vundet Sejr, erkjender et højere Væsen, ja Gud selv. Angriberen spørger ham da efter hans Navn og forandrer dette fra Jakob, «den som holder i Hælen, som ved List bringer til Fald, den Listig,» til Israel, d. v. s. «den, som dristig og kraftig og heldig kjæmper med Gud,» fordi Jakob, som han siger, havde kjæmpet baade med Gud og Mennesker og faaet Overhaand, hvorved han selv erklærer sig for at være Gud. Da Jakob nu paa sin Side spørger sin besejrede Modstander, efter hans Navn, viser denne hans Spørgsmaal tilbage, hvorimod han opfylder hans første Begjæring, idet han velsigner ham. Derefter forsvinder han. Fuld af Glæde kalder Jakob det Steds Navn, hvor kampen havde staaet, Pniel, d. v. s. «Guds Ansigt», fordi han der havde seet Gud Ansigt til Ansigt uden at dø. Solen oprinder for ham, da han forlader Stedet; dog halter han paa sin Hofte. At Jakobs Hofteskaal i den natlige Kamp var bleven forvreden, er - med denne Bemærkning slutter Moses sin Beretning - Grunden til, af hans Efterkommere indtil denne Dag ikke spsie Spændesenden paa Hofteskaalen.

Det er en lang Række Spørgsmaal, der rejser sig ved denne saa hemmelighedsfulde og højst mærkelige Fortælling. Vi ville forsøge at besvare dem og derved søge at trænge ind i Fortællingen og komme til dens Forstaaelse. Historien om Jakobs natlige Kamp kan selv ikke forstaaes uden Kamp.

II.

Det første Spørgsmaal, som her kræver Besvarelsee, er dette; Hvem var den mand, som angreb Jakob, med hvem denne brødes, og som han overvandt? Et Menneske var han ikke, thi ikke alene begjærer Jakob at blive velsignet af ham, men den Ubekjendte betegner ogsaa Jakobs Sejer over ham som en Sejer over Gud; Patriarchen kalder Stedets Navn «Pniel», det vil sige, «Guds Ansigt», fordi han, som han siger, havde set Gud Ansigt til Ansigt, og Profeten Hosea siger i sin Spaadoms-Bog om Jakob: «I sin Moders Liv holdt han sin Broder i Hælen, og i sin Manddoms Kraft kjæmpede han med Gud. Ja, han kjæmpede mod Engelen og fik Overhaand» (Hos. 12, 4. 5.). men heller ikke en skabt Engel, som man efter de sidste Ord kunde ville antage, var den som kjæmpede med Jakob, men han var, som alt det Anførste viser, Gud selv, Guds Aabenbarer eller den aabenbare Gud (til Forskjel fra den skjulte), «Ordet», som senere i Jesu Christo blev Kjød, for dets Kjødpaatagelse, Sønnen, den anden Person i Gud, den uskabte Engel (Ordet «Engel» bemærker egentlig kun «Sendebud» og bruges derfor i Skriften ogsaa om Ordet eller Sønnen, forsaavidt, som denne blev sendt af Gud), «Herrens Engel», som han kaldes i første Mosebog, «Guds Ansigt Engel», som han heder hos Esaias (Es. 63, 9), «Engelen», som Hosea kalder ham, den Samme, som gjæstede Abraham i hans Telt, og til hvem denne Patriarch bad for Sodom, som raabte til ham fra Himmelen, efterat han havde villet ofre Isak, som i Jakobs Drøm i Bethel stod ovepaa Stigen, og om hvem Jakob, da han velsignede Josefs Sønner, Efraim og Manasse, sagde: «Den Gud, for hvis Ansigt mine Fædre, Abraham og Isak, vandrede, den Gud, som var min Hyrde fra jeg blev til indtil denne Dag, den Engel, som forløste mig fra alt Ondt, velsigne Drengene!» Ham var det, der senere, da han i Jesu Christo var bleven Menneske, i Gethsemane Have selv stred haardt med Gud, med sin Fader, idet han med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begjæringer til den, der kunde frelse Ham (Ebr. 5,7). Dengan gden Angrebne, var Han er Angriberen.

Det andet Spørgsmaal, vi have at besvare er: Var Jakobs Kamp en, der foregik i et Drømmesyn eller i et natligt Syn i vaagen Tilstand, en visionær Kamp, altsaa en blot indre, aandelig Kamp, en Sjælekamp, som ikke satte hans Legeme i Bevægelse? Eller var den paa een Gang en den ydre Virkelighed tilhørende, legemlig, og en indre, aandelig, en Sjælekamp? Eller have vi endelig i vor Fortælling maaske blot en historisk Indklædning af den Kjendsgjerning, at Jakob i hin nat blev anfegtet af den store Synd mod Gud, som han havde begaaet, da han bedrog sin Fader og Broder, en Anfegtelse, som jo umiddelbart før hans Møde med Esau var saa naturlig, som dengang næsten med Nødvendighed maate indfinde sig, og at han i og efter en heftig indre Kamp overvandt denne Anfegtelse, det han tilfslut i Troen tilegnede sig den guddommelige Forladelse for denne Synd? Kan ikke denne indre Kamp allerede for Jakobs Aand have fremstillet sig som et Angreb af Gud paa ham, en Kamp mellem Gud og ham, en Kamp, hvori han tilsidst beseirede Gud, og kan ikke denne Omstændighed have givet Anledning til den Maade, hvorpaa senere Tildragelsen blev fremstillet af Moses?

Den sidstanførste Anskuelse er sikkert at forkaste. Jeg vil ikke beraabe mig paa, at i hele Fortællingen det saa stærkt fremtræder, at Angrebet paa Jakob kom udenfra, og Kampen mod ham blev ført udenfra, hvad der jo vanskelig lader sig forene med, at intet udenfra kommende Angreb og ingen udenfra først Kamp skulde have fundet Sted; hvert Ord i Teksten strider i denne Henseende egentlig mod den anførste Opfattelse. Men det maa jeg spørge: Hvorledes kan Jakob i en Kamp, hvori Gud kun gjennem de Tanker, som Han ved sit Ord og sin Aand vækker i hans Sjæl, kjæmpede med ham, uden at være personlig tilstede og personlig at angribe ham, have faaet sit nye Navn, Israel? (han maatte da have givet sig det selv efter en Slags indre Indskydelse!) Og hvorledes kunde han efter en saada Kamp sige, at han havde seet Gud Ansigt til Ansigt. Og fremforalt, hvorledes sskulde i en saada Kamp hans Hofteskaal være bleven forvreden, saa han haltede, en Kjensgjerning, der gjorde et saa overordentlig stært Indtryk paa hans Efterkommere, der gravede sig saa dybt ind i deres Bevidsthed, at deraf den Skik opstod og indtil denne Dag gjennem fire Aartusinder har vedligeholdt sig hos dem, ikke at spise Spændesenen paa Hofteskaalen? Ved en heftig indre Anfegtelseskamp kan vel et Menneske overhovedet blive legemlig afkræftet og svækket, men at hans Hofteskaal derved skulde forvrides, saa han kommer til at halte, dette er dog urimeligt. Og vor Fortælling vilde jo ogsaa, hvos den kamp, som den taler om, var en sædvanlig Anfegtelseskamp, staa aldeles ene i Patriarchernes Historie, thi overalt, hvor der ellers i denne tales om en Guds Aabenbarelse - men om en Guds Aabenbarelse tales der ogsaa i vor Fortælling, idet jo Jakob siger, at han har seet Gud Ansigt til Ansigt --, finder en saadan Aabenbarelse ogsaa virkelig Sted, enten nu Gud aabenbarer sig for det indre, aandelige Øje (i et Drømmesyn eller i et Syn i vaagen Tilstand) eller paa en udvortes Maade for det ydre Øje. Kun det turde være sandt, at Guds Angreb paa Jakob og Kamp med ham knyttede sig til forangaaende Anfegtelsestanker hos Patriarchen, havde saadanne Tanker til sin Forudsætning of forstærkede dem.

Den Anskuelse, at Jakobs Kamp var en Kamp, der foregik i et Drømmesyn eller i et Syn i vaagen Tilstand, saa at han kune kjæmpede en indre, aandelig, sjælelig Kamp, under hvilken hans Legeme blev ubegæget, denne Anskuelse har mange og store Forsvarere. «En mystisk Dunkelhed,» siger en af disse «hviler over denne Tildragelse, som med en særegen Enfoldighed ikke fremstilles som et Drømmesyn, hvad den uden Tvivl var, men som en historisk Begivenhed. Men for en saadan kan den ogsaa med fuld Ret gjælde, thi skulde blot det Legemlige, det, som man kan se og føle paa, tilhøre Historien? Er det, som man ikke kan gribe og begribe, udelukket fra den?» Og en anden af dem siger: «At Kampen var en blot indre, dette se vi af det femte Vers i det tolvte Kapitel af Profeten Hoseas Bog: «Ja, han (Jakob) kjæmpede mod Engelen og fik Overhaand, græd og bad ham om Naade»; thi i en ydre Kamp og Brydning sejrer man ikke ved Bøn og Taarer.» Og en Tredje siger: «Jakobs Sands for det Højere, Aandelige var fra Barnsben af altfor opladt og opvakt til, at det Guddommelige ligeoverfor ham skulde have behøvet at stige nd til de fem Sandsers Omraade og at blive saa haandgribeligt.» -- Man ser af disse Ord, hvad det er, man gjør gjældende til Forsvar for den Anskuelse, at Jakobs Kamp var en indre, aandelig, som han ar ført i et Drømmesyn eller i et Syn i vaagen Tilstand. Det er Jakobs Natur og Hoseas anførte Ord. Men hverken det Ene eller det Andet har nogen Beviskraft. -- Rigtignok var Jakob «modtaglig for hver Berørelse med den højere Verden, fuld af Anlæg til at se Himlene aabne og Guds Engle stige ned og stige op»; rigtignok «havde han fra Barnsben af et for det Højere, Aandelige, meget opladt og opvakt Sind»; men var Abrahams Sind mindre opladt og opvakt for dette? Var denne Patriarch overhovedet aandelig svagere enn Jakob? Og dog aabenbarede Gud sig for ham vistnok for det Meste i Syner, men dog engang, dengang, da han besøgte ham i hans Telt, i et menneskeligt, for det ydre Øje synligt Legeme. Man siger, at Jakob fik alle de øvrige Aabenbarelser, som bleve ham tildel, i Syner, i Drømmesyner og i Syner om Dagen i vaagen Tilstand; men, bortseet fra, at det dog er et Spørgsmaal, om han ikke har seet Englelejren ved Machanajim med legemlige Øjne, er da ikke Kampen med Gud ved Pniel en i hans Liv enestaaende Begivenhed? Danner den ikke dets Middel- og Højdepunkt? Og kan ikke Gud ved den undtagelsesvis legemligen have aabenbaret sig for ham? Eller er maaske ogsaa Aabenbarelsen i det 18de Kapitel af første Mosebog en indre aandelig, fordi den, dersom den var en legemlig, vilde staa ene, være uden Eksempel i Abrahams Liv? Ja, maa man ikke sige, at Omstændighederne dengang, Gud kjæmpede med Jakob, næsten fordrede en legemlig, en ret haandgribelig, den muligst haandgribelige Aabenbarelse? Jakob var dengang i høj Grad anfegtet; han frygtede for at Esau skulde hevne sig paa ham, hvad han havde gjort mod ham, og ødelægge ham og hans Hus («jeg frygter ham, at han skal komme og ihjelslaa mig, Moderen tilligemed Børnene», siger han i sin Bøn). Gud vilde nu lade sig besejre af Patriarchen, forat denne skulde blive fuldkommen vis paa, at han havde Ham for sig, og at følgelig Esau, for hvem han var saa bange, ikke kunde tilføje ham noget Ondt. Just derfor gik han ind i en Kamp med ham. Var det da ikke meget vigtigt, at Sejeren over Gud var en ret haandgribelig og unegtelig, og at derfor ogsaa Kampen var en saadan? Først i en saadan Sejer vilde Patriarchen i sin dybe Anfegtelse have et fuldkomment, et ret sikkert og utvivlsomt Pant paa Frelsen fra Esaus Haand. At Gud aabenbarer sig legemlige for Jakob og kjæmper med ham en legemlig Kamp (d. v. s. En Kamp, der ogsaa er en legemlig), var en dyb Nedladelse til Patriarchens Svaghed. Guds Kamp med Jakob har en vis Lighed med den Maade, hvorpaa Gud meddeler os sine Naadegaver i singe Sakramenter, gjennem synlige Tegn, forenede med hans Ord. -- Men følger det dog ikke af Hoseas Ord: «Ja, han kjæmpede mod Engelen og fik Overhaand, græd og bad Ham om Naade», at Kampen var en blot indre, aandelig? Profeten siger jo Intet om en legemlig Kamp, men taler kun om en, der bestod i Graad og Bønner. Men Hosea vil ikke tale om hele Jakobs Kamp, om alt det, hvori den bestod, men kun fremhæve dens Hovdside, dens væsentligste Del. Men dette var den aandelige Kamp, Jakobs Taarer og Bønner. Det var fornemmlig, det var i Grunden ved dem, Patriarchen vandt sin Sejer. Som jeg siden, naar jeg gaar ind i vor Tekst Enkeltheder, nærmere skal vise, blev Jakobs Kamp, der i først Øjeblik havde været en ren legemlig, allerede meget snart efter sin Begyndelse ogsaa en aandelig, og dens aandelige Del eller Side traadte jo længere, des sterkere frem og blev tilsidst den fremherskende.

Saaledes er der altsaa Intet, der nøder os til at antage, at Jakobs Kamp skulde have været en indre, aandelig, i et Drømmesyn eller et Syn i vaagen Tilstand. Derimod gives der Omstøndigheder, som forbyde denne Opfattelse og nøde os til at antage, at Kampen har havt en legemlig og det en stærkt fremtrædende legemlig Side.

Nogle af disse Omstændigheder har jeg allerede angivet: Jakobs Kamp danner Middel- og Højdepunktet i hans Liv; fremdeles den ejendommelige Stilling, hvori Patriarchen befandt sig, da han blev angreben af Gud og kjæmpede med Ham, og den Tilstand af Anfegtelse, hvori denne Stilling stedte ham; endelig hans Svaghed overhovedet. Men alle disse Omstændigheder fordre dog strengt taget ikke, at Gud ogsaa legemlig har kjæmpet med Patriarchen, men tale kun for det, og forklare os kun, gjøre det kun begribeligt for os, hvorledes han dengang kune kjæmpe med ham paa denne Vis. Og heller ikke den Omstændighed, at Gud som et menneske, der kunde sees med legemlige Øjne og føles paa med legemlige Hænder , traadte ind i Abrahams Telt og der lod sine Fødder tvætte og spiste af de Retter, Abraham og Sara gjæstevendligen havde tillavet for Ham, heller ikke denne Omstændighed fordrer, at Gud ogsaa legemlig har kjømpet med Jakob. Den viser kun, at en saada Kamp meget vel kan have fundet Sted, fordi vi ikke savne en Tildragelse, der har Lighed med den, og fordi denne Tildragelse just tilhører Patriarchenes historie. -- Derimod fordrer, hvad jeg nu vil anføre, at Gud og Jakob ogsaa legemlig have kjæmpet med hinanden. Overalt, hvor der i første Mosebog er Tale om en Aabenbarelse i en Drøm eller i et Syn, et Syn om Natten eller Dagen, angives dette udtrykkelig paa en eller anden Maade. Saaledes heder det f. Eks. i Begyndelsen af det femtende Kapitel: «Efter disse Ting skeede Herrens Ord til Abram i et Syn saaledes»; i det syttende Kapitel: «Og da Abram var niognitti Aar gammel, da aabenbarede Herren sig (i et Syn) for Abram - og Han lod af at tale med ham, og saa for Gud op fra Abraham»; i Fortællingen om Jakobs Drøm i Bethel i K. 28: «Og han drømte, og se en Stige var sat ned paa Jorden»; i Beretningen om den anden Aabenbarelse, Jakob havde i Bethel, Aabenbarelsen efter hans Tilbagekomst til Cana'an, i K. 35 heder det: « Og Gud aabenbarede sig atter (i et Syn) for Jakob, da han kom fra Mesopotamien - og Gud for op fra ham paa det Sted, hvor Han havde talet med ham»; og i den sidste Aabenbarelse i Jakobs Liv, den, han har i Beerseba, da han drager ned til Ægypten, i K. 46, heder det: «Og Gud sagde til Israel i Syner om Natten saaledes». I vor Fortælling derimod savne vi enhversomhelst Antydning om, at den Kamp, som danner dens Indhoold, har fundet Sted i en Drøm eller i et Syn, og at den har tilhørt en anden Virkelighed, end de Begivenheder, hvorom der tales i det Forangaaende og Efterfølgende. Efter at Moses har talt om Begivenheder, der tilhøre den sædvanlige, ydre Virkelighed, at Jakob stod op i den samme Nat og bragte sine to Hustruer, to Tjenestepiger, elleve Sønner og Alt, hvad han havde, over Jabboks Vadested, og selv blev alene tilbage, vedbliver han udenvidere, uden den allerringeste Bemærkning om, at han nu fra den sædvanlige, ydre legemlige Virkeligheds Omraade gaar over til den højere, indre, aandelige, visionære: «og en Mand brødes med ham, indtil Morgenrøden oprandt»; og, efterat han derpaa havde fremstillet hele den natlige Kamp, beretter han igjen udenvidere, uden ved et eneste Ord at antyde, at han nu forlader den højere, indre, aandelige visionære Virkelighed, om Begivenheder, der tilhøre den sædvanlige, ydre, legemlige, idet han siger: «Og Solen oprandt for ham, da han kom forbi Pnuel; og han haltede paa sin Hofte». -- Og til denne Omstændighed kommer endnu tvende andre, at nemlig den Ubekjendte taler til Jakob om Noget, der tilhører den ydre Virkelighed, idet han siger til ham: «Slip mig, thi Morgenrøden er oprunden,» og at Jakobs Hofteskaal i Kampen bliver forvreden. Man har vistnok med Hensyn til det sidste Punkt beraabt sig paa den Erfaring, at en mægtig Bevægelse i det indre Liv, i Sjælen (saavel i Drømme som i Henrykkelser) undertiden har efterladt lignende, ogsaa efter den vaagne Tilstands Tilbagevenden vedblivende Indvirkninger paa det beslægtede legemlige Gebet (overs. område); men disse Tilfæde ere usikre, da snarere omvendt i dem for det Meste det begyndende legemlige Onde giver Drømmen dens Skikkelse. -- At Jakobs Kamp med Gud ikke er en blot legemlig, den ydre Virkelighed tilhørende, behøver efter alt det, som jeg har fremsat, ikke noget Bevis.

Men hvorfor angribe nu Gud Patriarchen? Og hvad tilsigter Han med sin Kamp med ham? Hvilken Betydning har denne forunderlige Kamp?

Jakob er meget bange for Esau, og hvad der gjør ham saa bange, det er Bevidstheten om, hvad han har gjort mod ham, det er hans onde Samvittighed ligeoverfor sin Broder. Den føler levende og dybt, at Esau har en Ret til at vredes paa ham. Men hvad han ikke føler, eller snarere ikke føler dybt nok, hvad der i hans Sjæl træder tilbage for Bevidstheden om hans Synd mod Esau, det er Bevidstheden om den Synd, som han derved, at han har tilegnet sig Velsignelsen ved at bedrage sin Broder og Fader, har begaaet mod Gud selv. Han har derved gjort sig skyldig i Vantro; han har derved overtraadt, groveligen overtraadt Guds Bud, især det fjerde; thi vistnok vare budene dengang endnu ikke forkyndte fra Sinai, men skrevne i Hjertet vare de dog, og den troende Jakob havde dem tydelig skrevne i sit Hjerte. Og disse Synder mod Gud vare hos Jakob saa meget sværere, jo større Guds Naaade havde været mod ham, og jo høiere han stod. Og isærdeleshed var hans Synd mod Faderen stor formedelst dennes høie aandelige Stilling. Ja, ogsaa selve hans Synder mod hans Fader og Broder vare egenlig, i Grunden Synder mod Gud selv, thi hans fader var en Mand, der formedelst Forjettelserne og Pagten og Troen tilhørte Gud, og hans Broder havde endnu ikke aldeles ophørt at være en Pagtens Søn og tilhørte Gud ogsaa som Skabning. Som jeg allerede tidligere har antydet, ere alle Synder mod Mennesker i Grunden Synder mod Gud alene, hvad David i den 51de Psalme udtaler i de Ord: «Mod dig alene har jeg syndet.» -- en paa een Gang forfærdelig og trøstelig Sandhed, -- forfærdelig, fordi Synder mod Gud ere de sværeste, og Han er den Hellige, en fortærende Ild - trøstelig, fordi man, naar Mennesker af Uforsonlighed ikke ville forlade eller, fordi de ere døde, ikke kunne mere forlate, kan holde sig til Gud alene, hos hvem Miskunheden er og Forladelseen og megen Forløsning (Ps. 130, 3. 7). Men just fordi Bevidstheden om den Synd, han havde begaaet mod Gud, og dermed ogsaa Frygten for Gud for denne Synds Skyold - traadte tilbage hos Jakob, idet hans Øje bestandig stirrede paa den Fare, der truede ham fra Esaus Side, og paa den Synd mod hans Broder, der var Aarsagen til denne Fare, just derfor kunde han heller ikke komme til fuld Fred og Ro, just derfor var hans Sjæl saa bange og vedblev bestandig at være det, just derfor virkede Bethel og Machanajim saa lidet hos ham. Havde han havt et aabent Øie for sin Brøde mod Gud, saa vilde han snart have faaet Ro og Fasthed og Mod. Han havde da først og fremst kjæmpet med Ham en vældig Kamp om Tilgivelse og sikkert faaet denne, og havde han først faaet Fred med Ham og vundet Ham for sig, der paa den ene Side var den, som han hovedsagelig, ja som han i en vis Forstand alene havde fornærmet, hans fornemste Gjældsherre, og paa den anden Side hans mægtigste Modstander, hans Hovedmodstander, som han derfor først og fremst havde at forsone og stille tilfreds, og som han havde mest eller snarere alene at frygte, saa havde han let kunnet blive færdig med Esau og havt det frejdigste Mod ligeoverfor ham. Han havde da overvundet ham i og med Gud. Thi han havde da havt Forladelse for den gamle Brøde og for alle sine Synder og derved en ren og glad Samvittighed, ogsaa ligeoverfor sin Broder, om han end endnu havde havt at bede ham om Tilgivelse, og dersom Esau ikke havde villet tilgive ham, men søgt at hævne sig paa ham, saa havde han havt den almægtige Gud til Bundsforvandt, og hvorledes havde da Esau kunnet tage det op med ham og skade ham ? -- Men da nu Jakob ikke selv bliver ret opmærksom paa sin Synd mod Gud og ikke gaar den Vei, der kan føre ham til Sejer over Ham og over sin Broder og til Ro og Mod og Frejdighed, nemlig den Vej, at begynde en vældig Kamp med Gud om Tilgivelse for den gamle Brøde, saa maa Gud komme hans Svaghed til Hjælp og begynde en Kamp med ham selv, en Kamp, hvorved Han bringer ham til en levende og dyb og gjennemtrængende Bevidsthed om hans Brøde mod Ham og nøder ham til at føre en Strid paa Liv og Død om Tilgivelse, saa maa Han gjøre dette for at kunne lade sig overvinde af ham og skjenke ham fuld Tilgivelse og dermed Fred og Ro, et frejdigt Mod og Bistand mod Esau. Og denne Kamp er det, som fremstilles for os i vort Afsnitt. Der stod endnu noget Uafgjort mellem Herren og Jakob før Kampen: Jakob vil ikke afgjøre det; saa maa Herren nøde ham dertil.

Jeg maa dog til det Fremsatte endnu tilføje nogle Bemærkninger, der ville kaste endnu mere Lys over Guds Kamp med Jakob.

Gud selv havde paa en Maade Del i, at det paa den Tid, Jakob skulde møde Esau, stod med Patriarchen, som det gjorde. Vi erfare nemlig af det 28de til 31te Capitel af første Mosebog ikke, at Gud umiddelbart i Ord, Tale, i en særegen Aabenbarelse har krævet Jakob til Regnskab for hans Synd mod hans Fader og Broder og mod Ham selv, ligesom Han før havde krævet vore første Forældre til Regnskab for deres Overtrædelse af Hans Bud og Kain for hans Brodermord og senere krævede David gjennem Profeten Nathan til Regnskab for hans Synd mod Bathseba og mod Uria. Tvertimod, vi se ham i C. 28 give Jakob Forjettelser og love ham sin Beskyttelse i hele hans Udlændigheds Tid uden med et eneste Ord at nævne hans Synd, som om han slet ikke havde begaaet den; vi se Ham der stadfæste Isaks Velsignelse, som om Jakob ikke havde sat sig i Besiddelse af den ved et stygt Bedrag. Vi se Ham fremdeles i C. 31 anden Gang aabenbare sig for Jakob i Haran, opfordre ham til at vende tilbage til det forjettede Land og love ham paan Beskyttelse. Endvidere se vi, hvorledes Gud i C. 32 i Machanajim i det Øjeblik, da Jakob er ifærd med at drage ind i Kana'an og maa vente, at Esau vil træde ham fiendtlig imøde, lader Patriarchen skue en hel Englelejr drage ved Siden af hans egen Lejr og derved tilsikrer ham sin Beskjærmelse mod hans Broder. Endelig se vi i C. 29-31, hvorledes Gud i Haran gjør Jakob til Fader for elleve Sønner og derved lægger Grunddvolden til og giver ham et Pant paa alle de herlige Forjettelsers Opfyldelse og skjænker han store Rigdomme, og hvorledes han her og paa Gileads Bjerg ikke tillader Laban at undertrykke og ødelægge ham. Alt dette kunde nu let bevirke, at Jakob tabte sin Synd og især sin Synd mod Gud i nogen, ja i ikke ringe Grad af Syne og ansaa den for tilgiven og glemt. Rigtignok lod jo Gud, som vi tidligere havde seet, det ikke mange Patriarchen paa mangfoldige Lidelser og Gjenvordigheder , der vare istand og ogsaa bestemte til at gjøre ham opmærksom paa hans Skyld - de vare en alvorlig Tale til ham om denne --; rigtignok vare ogsaa selve Guds Forjettelser og Velgjerninger en kraftig Bodsprædiken. Men at Gud aldrig havde bebrejdet ham hans Synd med et eneste Ord, kunde dog i hans Øjne lettelig være et stærkt Bevis for, at Han i sin Naade ikke ændsede den synderligt; at Han overøste ham med Velsignelser, var formedelst denne Taushed ikke lidet skikket til at bestyrke ham i denne Tanke; og hvad de Lidelser angaar, som Han tilskikkede ham, saa maate han jo vistnok anse dem for en Straf for sin Synd, men hvad vare de dog, naar man sammenholdt dem med alle de guddommelige Naadesbevisninger, som han havde erfaret og endnu stedse erfarede? I det Hele taget, naar Alt kom til Alt, havde Gud dog handlet saaledes med ham, at han maatte antage, at hans gamle Synd ikke mere stod imellem Gud og ham. -- Men hvad tilsigtede nu Gud med, at Han ikke straks krævede Jakob til Regnskab for hans Synd, men derimod gav ham Forjettelser og overøste ham med Velsignelser? Han vilde forsøge, om Han ved mildere Midler (ved en middelbar Tales mildere Middel) kune bringe ham til en dyb, gjennemtrængende, fuldkommen Erkjendelse af; hvad han havde gjort, eller rettere - da Han paa Forhaand vidste, at Han derved ikke vilde oppnaa dette sit Øjemed - Han vilde, til en vis Grad overseende Jakobs Brøde, foreløbig ikke gribe til det strengeste Middel, ikke umiddelbart, personlig kræve ham til Regnskab, fordi Patriarchen endnu ikke kunde taale det, og fordi overhovedet det mest passende Øjeblik hertil ikke var kommet (dette Øjeblik var det, hvori Jakob skulde træde sin af ham dybt krænkede Broder imøde), men først bringe mildere Midler i Anveldelse. Først naar Jakoob ved sin Skolegang, ved sin hele Opdragelsee i Haran var bleven stærk nok til at taale hint strenge Middel, og naar overhovedet det rette Øjeblik til dets Anvendelse var forhaanden, vilde Han gribe til det. Sparet for det skulde Jakob ikke blive; det var nødvendigt til hans Lutring og til, at han kunde bryde igjennem til fuld Tro paa Gud, til fuld Fred med Ham, til et fuldt Liv i Ham og til det fuldkommen rette Forhold til Ham. Gud gjemte det kun for det til dets Brug mest skikkede Tidspunkt.

Jeg vil endnu, førende jeg gaar ind i Jakobs Kamp, i dens Enkeltheder, dvæle nogle Øjeblikke ved et Afsnitt i Moses's Historie, som har adskikklig Lighed med Patriarchens Kamp og derfor er skikket til at kaste noget Lys over den. Jeg sigter her til, hvad der fortælles os i 2. Mos. 4, 24- 26 i de Ord: «Og det skeede paa Vejen til Herberget, da kom Herren imod Moses og søgte at dræbe ham. Da tog Sippora en skarp Sten og afskar sin Søns Forhud og kastede den hen for hans Fødder og sagde: 'sandelig, en Blodbrudgom er du mig.' Saa aflod Han fra Ham; da sagde hun: 'En Blodbrudgom formedelst Omskjærelseen'». -- Moses er her paa Veien til Ægypten for at føre Israels Sag for Pharao og føre det selv ud af Ægypten. Undervejs i Herberget, d. v. s. Paa et Sted, hvor Karavanerne og de Rejsende pleie at overnatte, kommer Herren imod ham og søger at dræbe ham, ganske som Han i vor Fortælling angriber Jakob for at dræbe ham. Hvorfor? Fordi han, der er bestemt til Israels Frelser og til dets Lovgiver og Patesmidler, selv af svag Eftergivendhed mod sin midjanitiske Hustru har brudt Pagten. Han havde i Midjan ægtet Præsten Jethros Datter, Sippora, og faaet med hende en Søn, Gersom. Denne burde han efter Guds Bud til Abraham i 1. Mos 17 have omskaaret og derved optaget i Omskjærelsens Pagt. Men Zippora vilde ikke tillade den blodige Handling, og Moses, han, der engang paa engen Haand havde villet frelse Israel, den fordums Ivrer for Israels Frelse, er lunken og svag nok til at give efter for hende. Nu bliver han trods sit Pagtesbrud, som efter 1. Mos. 17 egentlig skulde have medført hans Udryddelse af Guds Menighed, kaldet til Israels Frelser. Man skulde nu vente, at han var kommen sin Pagtespligt ihu. Men han gjør det ikke, men begiver sig, som om Alt i hans Forhold til Gud var i den bedste Orden, til Ægypten for at udrette det ham paalagte Hverv. Da kommer Herren i Herberget paa Vejen imod ham for at dræbe ham; paa hvad Maade, om umiddelbart personlig eller middelbart, ved en eller anden form for stor Fare, hvori han styrter Ham, lader sig ikke sige; der ligger en vis Dunkelhed over denne Omstændighed og over hele Begivendheden overhovedet. Guds egentlige Hensigt er dog ligesaalidt her at dræbe ham, som det tidligere havde været Hans hensigt at dræbe Jakob. Han vil kun bringe Moses til Bevidsthed om sin Brøde og derved befri ham fra det Band, der laa paa ham, og gjøre ham skikket til at udrette det store Hverv, som Han har givet ham. Og Moses forstod straks Herrens Mening med Angrebet. Han maa under disse Omstændigheder udlede det fra en eller anden Synd, som han har begaaet, og hans Samvittighed og Nærværelsen af hans Søn lader ham øjeblikkelig forstaa, hvilken denne Synd er. Den bestaar deri, at han ikke har omskaaret sin Søn. Han befaler nu sin Hustru at omskjære ham paa Stedet, eller hun gjør det selv, bevæget af Moses's øjensynlige Livsfare og af hans Erklæring, at dens Aarsag var, at han ikke havde gjort det. Men hun gjør det med Uvilje, idet hun kalder ham sin «Blodbrudgom», fordi hun er nødt til ligesom at erhverve sig ham paany ved at udgyde sin Søns Blod. Moses var ved Guds Angreb paa ham saagodtsom tabt for hende. Med sin Søns Blod kjøber hun hans Liv, hun faar ham igjen ligesom fra de Døde; hun ægter ham paany; han var i Sandhed bleven hendes Blodbrudgom. Saasnart Sønnen er omskaaren lader Herren af fra ham, og Livsfaren er forbi. -- Paa begge Steder have vi altsaa en Brøde, som Gud kommer for at straffe ved at angribe den Skyldige; paa begge vil Han dog egentlig ikke dræbe ham, men kun bringe ham til Bevidsted om sin Brøde, hist til at søge Tilgivelse, her til det Samme og til at opfylde Loven; paa begge Steder opnaar Han sin Hensigt; over begge hviler den samme Dunkelhed.

III.

Vi ville nu gaa ind i alle Kampens Enkeltheder og forsøge at forklare dem efter de almindelige Synspunkter for Opfattelsen af vor Fortælling, som vi tidligere have opstillet; vi ville søge at føre disse Synspunkter igjennem hele Fortællingen. Dette er Prøven paa deres Rigtighed; her vil det vise sig, om de medføre Sandhed.

Jakob havde bragt hele sin Familie og alt sit Gods over Jabboks Vadested og var bleven alene tilbage paa den nordlige Bred. Han vilde, som vi saa, i den natlige Ensomhed samle sit Sind og være en Stund uforstyrret alene med sin gud, uforstyrret bede til Ham, kjæmpe med Ham i Bønnen, bestorme Ham med Bønner om Hjælp mod Esau og derved styrke sig; den næste Dag skulde han jo møde sin Broder. I hans Sjæl var der Tro, men denne Tro var endnu blandet med Frygt, og denne Frygt havde sin Grund deri, at han manglede den fulde Syndserkjendelse, den rette, fulde Erkjendelse af, hvor svært han havde forsyndet sig mod Gud dengang, da han bedrog sin Fader og sin Broder, hvor meget den ham af Naturen ejendommelige Uoprigtighed, Kilden til hint Bedrag, var Gud imod. Denne Mangel adskilte ham endnu fra Gud og forhindrede den fulde Tillid til Ham og det fulde Samfund med Ham. Medens han nu er i Færd med at angribe Gud, kommer Gud ham i Forkjøbet og angriber ham selv for at give ham, hvad han endnu manglede. Jakob havde valgt Natten og Ensomheden til sin Kamp; Gud gjør det Samme. Natten vælger Han, fordi Jakob ikke kan taale det fulde Syn af Han uden at dø. Ensomheden vælger Han, fordi denne Kamp ikke taller noget Vidne, nogen Tilskuer; det Mellemværende, som her er forhaanden, er jo et mellem Jakob og Gud alene, og hvorledes skulde Nogen, for hvem Synet af Gud ikke er bestemt, kunne se Gud, og det kjæmpende med et Menneske? Kjendte nu Jakob i Angriberen øjeblikkelig Gud? Og hvilke vare Patriarchen Tanker og Følelser i det Øjeblik, han blev angreben? Paa det første Spørgsmaal maa vi svare: nei. Han holdt Angriberen for et Menneske, et sædvanligt Menneske. Herpaa hentyder Udtrykket: «Og en Mand brødes med ham», hvilket uden Tvivl gaar tilbage til Jakobs egen Opfattelse og Forestilling. Dog opstod vel straks den Følelse hos Patriarchen, at det, som nu hændte ham, var noget Usædvanligt, ja Hemmelighedsfuldt. Mandens Komme til ham, eller at han saa pludselig var hos ham, havde noget Gaadefuldt ved sig, og Aarsagen til hans Angreb paa ham var ham uforklarlig. Og skulde ikke Guds Nærværelse endog have opfyldt den for hver Berørelse med den højere Verden saa modtagelige Patriarch ialfald med en dunkel, ubestemt Anelse om, at han i Angriberen havde et højere Væsen for sig? Hvad det andet Spørgsmaal angaar, det Sprøgsmaal, hvilke Tanker og Følrelser der rørte sig hos Jakob i det Øjeblik, han blev angreben, saa var hans Tanke vel den, at Angrebet var skammeligt, og at han her med Opbydelse af al sin Kraft maate forsvare sit Liv, thi det saa han straks, at hans Modstanders Hensigt var den, at dræbe ham. Men dernæst maatte ogsaa Tanken paa hans Familie, hans Børn og Hustruer, hans Tyende og hans Gods opstaa hos ham. Bukkede han under for den uventede Angriber, opnaaede denne sin Hensigt, saa vare de alle fortabte. De mistede da i ham sit Hoved og Forsvar; de maate da falde i Esaus Hænder. Det var da forbi med Forjettelserne, eller det saa dog da yderst misligt ud med dem. Og endnu en tredje Tanke maate vaagne i hans Sjæl, den viktigste blandt alle. Den, som nu hændte ham, kunde ikke hænde ham uden Gud, ja det maatte komme fra Gud og maatte saaledes være en Straf for hans Synd. Han skulde nu have et Møde med Esau, et for ham yderst farligt og betænkeligt Møde. Han havde derfor nylig bedet Herren om Frelse fra Esaus Haand og nu netop staaet i Begreb med at fornye denne Bøn. Da blev han nu personlig angreben af en Ubekjendt, og den Fare, hvori dette Angreb bragte ham og med ham hele hans Familie og Forjettelserne, trængte Faren fra Esaus Side og Tanken paa ham aldeles i Baggrunden. Istedetfor at faa Hjælp mod Esau, hvorom han havde bedet og nu vilde bede, havde han faaet at bestille med en ny ganske uventet, forunderlig Fiende, en Fiende, der var frygteligere end Esau, thi om Esau vilde tilføie ham noget Ondt, var dog uvist, han var dog hans Broder, hvorfor let broderlige Følelser kunde faa Overhaand hos ham, og Jakob havde jo ogsaa søgt at formilde hans Vrede ved Gaver, men her angreb en Modstander ham, om hvis Hensgit at dræbe ham der ikke kunde være Tvivl, der var ham aldeles fremmed, og fra hvem Intet uden en Kamp paa Liv og Død kunde frelse ham. Kunde et saadant Angreb finde Sted uden Gud? Ja, maatte ikke Gud selv have sndt ham denne nye Fiende? Maatte det ikke være Ham selv, som i ham angreb Patriarchen? Men hvad skulde nu dette Guds Angreb betyde? Hvad skulde være Aarsagen til det? Hvad andet end Guds Vrede? Og hvorover skulde Gud være vred, uden over hans gamle Synd og over Uoprigtigheden hos ham overhovedet? Dette maattte staa mellem Gud og ham som en Skillevæg. Vi vilde tage højligen fejl, om vi mente, at Jakob før Kampen slet ikke havde opfattet sin Synd som en Synd mod Gud og ikke var bleven anfegtet af den som saadan. Lige intil det Øieblik, han blev angreben, fandtes denne Opfattelse uden Tvivl hos ham, og umiddelbart før Angrebet gjorde den sig vel stærkere gjældende end tidligere. Følelsen af hans Synd mod Gud var hidtil kun stærkt traadt tilbage for Følelsen af hans Synd mod hans Fader og Broder. Den hidtil mere slumrende og svagere Bevidsthed blev nu kraftigen vakt og meget forstærket ved den fremmede Mands pludselige Angreb paa ham. Og hermed begynder hos Patriarchen ogsaa en indre Raaben til Gud om Forbarmelse, en indre, aandelig Kamp om Syndstilgivelse og tillige om Hjælp mod Angriberen. Kampen med Angriberen bliver straks tillige en Kamp med Gud, en Kamp, hvori Jakob i Begyndelsen skjelner hin skarpt fra denne, idet han endnu ikke ved, at denne er Een og den Samme med hin.

Den begyndte Kamp varer nu meget længe, indtil Morgenrøden oprandt, som vor Tekst siger. Vi kunne og maa skjelne i den to Stadier. Det første naar indtil det Øjeblikk, da Manden ser, at han ikke kan overvinde Jakob, saalænge Patriarchen Legemskraft er ubrudt, og derfor, for at bryde den, rører ved hans Hofteskaal, saa den frovrides. I dette Stadium kjæmper Patriarchen med fuld, ubrudt Legemskraft. Det andet naar fra dette Øieblik indtil det Moment, da Morgenrøden var oprunden, og Manden beder Jakob om at slippe ham. I dette Stadium kjæmper Jakob med brudt, halv Legemskraft. Til disse tvende Staider kommer derpaa som et tredje Sejerens, det, hvori Manden beder Jakob om at slippe ham, og denne erklærer, at han ikke vil slippe ham, førend han har velsignet ham, og saa af ham faar Navnet Israel og den begjærede Velsignelse. -- I det første Stadium bliver den Anelse, at det er et højere Væsen, at det er Gud selv, han kjæmper med, hos Patriarchen stedse tydeligere, udenat han dog kommer til en klar Erkjendelse heraf, til Vished herom. Der er Noget ved hans Modstanders Person, som jo længere, des stærkere vækker den Tanke hos ham, at han i ham har Gud selv for sig, og der er noget ved hele Angrebet og Kampen, der stedse mere bestyrker og befæster ham i denne Tanke. Nu skulde man jo tro, at Tanken om at han kjæmpede med selve Gud maatte have lammet Patriarchen baade paa Sjæl og Legeme, men dette var dog ingenlunde Tilfældet. Først og fremst kunde han ikke standse i Kampen og lade af fra den; thi hans Modstander trængte haardt ind paa ham, saa han maatte kjæmpe for sit Liv. Fremdeles var han dog ikke vis paa, at det var Gud, han kjæmpede med. Endelig gav den Tanke, at han havde Gud for sig, ham endog Kraft til Kampen. Gud viste sig ved sit Angreb vistnok som hans Fiende, som den, der var vred paa ham, og Han var som den Almægtige en frygtelig Modstander, naar Han var vred; men Han gjorde dog, som han saa, ikke Brug af sin Almagt ligeoverfor ham, men traadte ham kun imøde med sædvanlige menneskelige Kræfter, og Han var jo ogsaa den Barmhjertige og Naadige, i hvis Hænder det var bedre at falde, end i Menneskers Hænder, og havde vist sig som saadan mod ham ved Forjettelser og mangoldige Velgjerninger. Var den Ubekjendte, som han maate formode, Gud selv, saa kunde han bruge endnu andre Vaaben mod ham en sit Legems Kræfter, nemlig Bøn, Bøn om Naade og Forbarmelse, om Tilgivelse for, hvad der var Aarsagen til, at Han var optraadt mod ham og sted med ham. Var den ubekjendte Modstander Gud, saa kunde Jakob overhovedet umuligt bukke under i Kampen; thi Gud kan umuligt ville hans Død; Han havde vel kun begyndt Kampen for at lade sig besejre af ham. Jakobs Tro greb Naaden midt i Vreden. Patriarchens Kamp blev allerede i dette første Stadium jo længere, des mere ogsaa en aandelig, en Bønnens Kamp med Gud om Tilgivelse og om Hjælp mod hans Modstander, og jo tydeligere det blev ham, at denne Modstander var Gud selv, des mere blev hans Bøn, hans indre Bøn (thi hans aandelige Kamp var en taus) rettet til Modstanderen selv; han bad til Ham mod Ham. -- Resultatet af Kampen i det første Stadium var, at Angriberen ikke formaaede at overvinde Jakob («Og da han saa, at han ikke kunde overvinde ham», heder det i V. 25). Havde Han, Gud villet bruge hele sin Kraft, saa havde Patriachen naturligvis været tilintetgjort i et Øjeblik, allerede førend Kampen havde begyndt, saa havde der ikke kunnet være Tale om nogen Kamp; men Han, om hvem Apostelen siger, at Han ikke lader Nogen fristes over hans Formue, brugte kun det Maal af Kraft, som svarede til Jakobs, det vil sige et menneskeligt, ligesom Han jo ogsaa optraadte mod ham som en Mand («og en Mand brødes med ham», heder det i V. 24). Hvad der gav Patriarchen Kraft til at modstaa sin Angriber, var ikke hans naturlige Legemsstyrke, thi i denne var hans Modstander ham vist overlegen, men hans indre Raaben til Gud eller (senerehen, jo længere, des mere) til Modstanderen selv; denne gav ham Kraft mod sig slev, den Kraft, han behøvede for at kunne modstaa ham; han hjalp ham mod sig selv. Men en endnu haardere Prøve end den, han nu havde udholdt, ventede Patriachen. Da nemlig Angriberen saa, at han ikke kunde overvinde ham ved Magt, saa greb Han til en List, der lignede den, af hvilken Jakob havde faaet sit Navn (d. v. s. En, der holder en Anden i Hælen og derved bringer ham til Fald), hvorved Han ligesom gjengjældte ham Lige med Lige og mindede ham om hans egen Maade at gaa frem paa i Kampen med Mennesker. Han rørte ved Jakobs Hofteskaal, saa den blev forvreden, og Jakob noget nær gjort udyktig til at fortsætte Kampen, eller dog berøvet Mere end sin halve Kraft. Dette var et haardt Slag for Patriarchen, thi hvorledes skulde han nu modstaa Angriberen og undgaa sin Undergang, der ogsaaa var hele hans Families, og med hvilken ogsaa Forjettelserne maatte falde? Og - hvad der var langt værre end hans egen Undergang - var ikke hvad der var skeet, en guddommelig Erklæring om, at Herren ikke havde hørt hans brøndende Bønner, at Han ikke vilde tilgive ham hans Synd, at Han fremdeles var vred paa ham? Maatte ikke Patriarchen derved, at han i det, som hans Modstander havde gjort med ham, ikke kunde se Andet end en saadan guddommelig Erklæring, miste al Kraft til aandelig Kamp, al Kraft til Bønnen, al Tro, og opfyldes med Fortvivlelse? Maatte han nu ikke være legemlig og aandelig lige afmægtig og blive et krafløst Bytte for sin Angriber? Men just det Modsatte se vi hos ham. Langtfra, at hans Modstander nu skulde have kunnet faa Bugt med ham, saa faar nu omvendt Jakob Ham i sin Magt. Fra Modstand gaar han over til Angreb, og hans Angreb er sejerrigt. Thi naar hans Modstander siger til ham: «Slip meg, thi Morgenrøden er oprunden», saa maa jo Jakob være bleven Heren over Ham og have holdt Ham fast. Men hvorledes gik det nu til, at den lammede Jakob formaar mere end den Jakob, der havde sin fulde Legemskraft, og at Patriarhchen ikke lod sig nedslaa af den guddommelige Erklæring, der maatte synes ham at ligge deri, at hans Modstander havde gjort ham næsten udygtig til at forsætte Kampen? Imod denne tilsyneladende Erklæring satte han sin Tro. Formedelst denne Tro ansaa han det for umuligt, at Gud kunde ville tilintetgjøre ham. Han havde givet ham de store Forjettelser og Løfter om Beskyttelse; hvorledes kunde Han da nu svigte sit Ord? Han havde rigeligen velsignet og saa mange Gange hjulpet og beskyttet ham; hvorledes kunde Han nu ved at forlade ham sætte sig i Modsigelse med sig selv? Hans Vrede var vistnok en virkelig og velfortjent, men den kunde dog ikke være uovervindelig, ikke være nogen Vrede til Døden. Og den ved Modstanderens Kunstgreb tabgte legemlige Kraft fik Jakob derved, at han fordoblede sine Bønner, mere end erstattet. Nu skeede først ret det, som Hoseas taler om i de Ord: «Han græd og had Ham om Naade.» Jakobs Kamp blev nu fornemmelig en aandelig, en Kamp, der bestod i Graad og i Bøn, og Angriberen selv blev nu mere og mere den, med hvem han kjæmpede denne aandelige Kamp, idet det nu blev klarere og klarere for ham, at han ikke var nogen Anden end selve Herren. Han anraabte nu Ham ydmygt og inderligt om Forbarmelse, om Tilgivelse for sin gamle Synd mod Ham og for hele sit uoprigtige naturlige Væsen, hvilken Angræbet og Kampens forfærdelige Alvor havde stillet i det klareste Lys for ham, og om at give ham Kræfter mod Ham selv og Sejer over Ham selv og i denne Sejer et Pant paa, at ogsaa hans Bøn om Syndsforladelsee var bønhørt, og at han havde en fuldkommen forsonet Gud, fra hvilken nu Intet mere adskilte ham, som han nu ganske havde paa sin Side, som ganske og aldeles var for ham. -- V. 26-29 fremstiller nu Sejerens Stadium. Det begynder med Angriberens «Slip meg», der vidner om, at Han er besejret af Patriarchen og erkjender sig som besejret af ham. Naar Han tilføier: «fordi Morgenrøden er oprunden», saa mener Han, at Han maa fjerne sig før Dagens Frembrud, fordi Han ikke kan sees af Jakob ved Dagens Lys, udenat denne dør. Just derfor har Han, som vi allerede have seet, aabenbaret sig for Patriarchen om Natten. Men kom Han ikke til Abraham midt om Dagen? Vi maa vel sige, at Han saadan, som Han aabenbarede sig for Jakob, eller i den Skikkelse, hvori Han aabenbarede sig for ham, ikke kunde sees af ham. Aabenbarelsen for Jakob i C. 32 havde noget meget Alvorsfuldt og for det syndige Menneske Forfærdeligt ved sig, medens Aabenbarelsen for Abraham i Mos. 18 har en mild og venlig Charakter. Hist er det den vrede Gud, der kommer til Synderen for at kræve ham til Regnskab; her er det Vennen, der kommer til Vennen, med hvem Han nylig var traadt i Pagt, for at gjæste ham og bringe ham et glad Budskap. Ogsaa for Abraham havde forøvrigt Gud engang skjult sin Skikkelse og det fuldkomment, dengang, da han ved den første Pagtslutning i 1 Mos. 15 for hen mellem Offerstykkerne i en rygende Ovn og et Ildblus og aabenbarede sig som den hellige Gud, som vilde straffe alle dem, der vilde forstyrre Hans Pagt med Abraham. -- Jakob svarer Angriberen paa Hans Bøn om at slippe ham: «Jeg vil ikke slippe Dig, uden Du velsigner mig». Her giver han nu tilkjende, baade at han anser sig som Sejerherre, hvortil Kampens Resultat, at han holdt sin Modstander fast omsluttet med sine Arme, og denne Ord «Slip mig» berettigede ham, og at han nu har klart erkjendt, at den, han har kjæmpet med og besejret, er et højere Væsen, («thi uden al Modsigelse», heder det i Brevet til Ebreerne, «velsignes den Ringere af den Ypperligere»), ja at han er Gud selv. Men hvorledes kan han nu, naar han ved, at den, han holder i sine Arme, er selve Gud, sige: «Jeg vil ikke slippe Dig?» Kunde han da holde den almægtige Gud fast? Han taler, som han gjort, fordi Gud, idet han lod sig besejre af ham, selv havde givet ham Magt over sig, han bruger kun den Magt, Gud selv har givet ham; han gjør kun Han egen Vilje, naar han ikke vil slippe Ham, førend Han har velsignet ham; thi derved, at Gud lod sig besejre af ham, har Han ogsaa erklæret, at Han vilde gjøre hans Vilje, idet jo den Besejrede maa gjøre sin Sejerherres Vilje, og at Han altsaa ikke vilde forlade ham uden at have velsignet ham. Forøvrigt er Jakobs Ord kun mere i sin Form en Seierherres Viljeserklæring; i dybeste Grund er det en inderlig Bøn og en stærk Troes Udsagn: O, forlad mig ikke, Du kan og vil umulig forlade mig uden først at have velsignet mig! Thi Patriarchen vidste meget vel, at Herren i sin store Naade havde givet ham Magt over sig. Men havde nu ikke Patriarchen i Sejeren over Gud allerede Alt, hvad han begjærede? Hvorfor vil han da endnu velsignes af Ham? Og hvad mener han med denne Velsignelse? Vistnok havde Jakob i Sejeren over Gud Alt, hvad han begjærede: Syndsforladelsee, Fred med Gud, at Gud stod paa hans Side, at Han var for ham, Guds Beskyttelse mod Esu og alle Fiender og Farer. Men Gud havde dog hidtil kun i en Kjendsgjerning, deri, at Han havde givet ham Sejer over Sig, endnu ikke i nogen mundtlig Erklæring givet ham alt dette. Han havde hidtil kun talt det ene Ord: «Slip mig, thi Morgenrøden er oprunden.» Denne Erklæring vilde Jakob have af Gud; han vilde velsignes af Ham. Men der laa dog veli denne hans Begjæring endnu noget Andet. Han havde for tyve Aar siden tilegnet sig Fadersn Velsignesle, der var Eet med Guds, ved Synd; der havde hidtil klæbet Synd ved den, og just denne Omstændighed var det, der havde voldt ham den Kamp, hvoraf han nu netop var gaaen ud som Sejerherre. Nu, efterat Gud havde tilgivet ham hin Synd, ønskede han, at Han skulde fornye og stadfæste hin gamle Velsignelse, saa han nu fik den uden Synd, saa der ingen Synd mere klæbede ved den.

IV.

Idet Gud for at slippe fra sin Overvinder, Jakob, gaar ind paa det Vilkaar, paa hvilket denne vil give Ham Hans Frihed, eller rettere, idet Han gaar ind paa Patriarchens ydmyge og inderlige Bøn om, at Han endelig ikke maa forlade ham, førend Han har velsignet ha, spørger Han ham om hans Navn. Han vil nemlig til dette knytte Forandringen af det til Navnet «Israel» og saavel derved, som ved en tilføjet udtrykkelig Velsignelse opfylde hans Begjæring. Efterat Patriarchen har svaret Ham, at hans Navn var Jakob, lader nu Gud den tilsigtede Forandring indtræde, idet Han tilige angiver Grunden, hvorfor Jakob skal bære det nye Navn: «Og han sagde: Ikke Jakob skal dit Navn herefter kaldes, men Israel, thi du har kjæmpet med Gud og med Mennesker, og du har faaet Overhaand.» Navnet Israel betegner «En, som kjæmper med Gud», og Jakob skal herefter føre dette Navn i det gamles Sted, fordi han har kjæpet med Gud og det saa vældigt, at han vandt Sejer over Ham. At et Menneske kjæmper med Gud, og det sejerrigt, er en overvættes stor, en mageløs Gjerning, og Navnet «Israel», «Gudskjæmper», saaledes et Hædersnavn, et Navn, der hører til de største, ædleste og herligste, som et Menneske kan bære. -- Men hvorledes kunde nu Gud sige, at Patriarchen herefter skulde kaldes Israel, fordi han sejerrigt havde «kjempet med Gud og med mennesker?» Han havde jo nu kun kjæmpet med Gud, og hans gamle Kampe med Esau og Laban kunde jo dog ikke give ham det nye Navn, Israel, thi de havde jo ganske eller dog tildels være Jakobskampe, d. v. s. Kampe, hvori han brugte sin egen Kraft, sin egen Klogskab og List. Vi maa sige: «Idet, med det Samme, Jakob havde kjæmped med Gud og besejret Ham, havde han ogsaa sejerrigt kjæmpet med Mennesker; i hin Kamp laa disse Kampe allerede indesluttede, med den vare de alle udkjæmpede, med denne ene sejerrige Kamp havde han besejret alle sine Modstandere. Thi hvorledes skulde den, som havde formaaet at besejre den almægtige Gud, ikke kunne besejre svage Mennesker?! Og: Ved sin Sjer havde Patriarchen vundet Gud, den almægtige Gud, ganske for sig; han havde ved den bragt Ham aldeles over paa sin Side og havde Ham derfor fra nu af til sin stadige Hjælper. Saaofte fra nu af en menneskelig Fiende maatte angribe ham, behøvede han kun at ty til Hans Hjælp, at anraade Ham om Bistand saa fik han den; og, ifald Gud skulde tøve med sin Hjælp eller synes ikke at ville hjælpe ham, saa behøvede han kun at bruge den samme Heltekraft mod Ham, hvorved han nu havde overvundet Ham, han behøvede da kun paany at kjæmpe med Ham i Bønnen: da maatte Gud hjælpe ham. Og hvilken Modstander kunde, naar Gud var hans Hjælper, ødelægge eller skade ham? Hvilken Fiende kunde da modstaa ham? «Er Gud for os, hvo kan da være imod os?» Gud tilføjer Ordene: «og med Mennesker» for at gjøre Jakob opmærksom paa, at han nu ogsaa havde besejret Esau, for hvem han hidtil havde været saa bange, at han nu ikke mere behøvede at frygte ham. Tildels i den Hensigt, at befri ham fra denne Frygt, havde Han jo ogsaa begyndt den natlige Kamp med ham og ladet sig besejre af ham i denne Kamp.

At Jakob faar et nyt Navn, tyder hen paa, at han i og ved Kampen har faaet et nyt Væsen, er bleven et nyt Menneske og dermed ogsaa er traadt ind i en ny Stilling til Gud og i et nyt, det andet Stadium af sit Liv. Jakobs Liv falder, hvad Beskaffenheden af hans indre aandelige Væsen og hans Stilling til Gud angaar, i tvende Stadier, det, hvori han var og hedte Jakob, og det, hvori han var og hedte Israel, Jakobstadiet og Israelstadiet. Den natlige Kamp ved Jabbok dannede Overgangen fra det ene til det andet. I det første var han vistnok ingenlunde uden Tro; men denne Tro var dog ednnu stærkt blandet med Vantro, og denne Vantro drev ham bestandig til at ty til sin egen Kraft og til at søge at hjælpe Gud ved egen Gjerning, en Gjerning, som allerede i og for sig selv var en Misgjerning (enhver af Vantro fremgangen egen Gjerning, er en Misgjerning), men endnu langt mere blev dette (blev Misgjerningen i sædvanlig Forstand) derved, at Jakob ifølge sin naturlige Listighed og Uoprigtighed greb til uredelige Midler. Just dette var det, som gjore jakobs første Livsperiode til Jakobsperioden. Fremdeles trængte han ikke i dette Stadium igjennem til dyb og grundig Erkjendelse af sin Synd, sin Vnatro og Uoprigtighed og begges Frugter, hvorfor han heller ikke i samme tog sin Tilflugt udelukkende til Guds Naade. Og alt dette gjore, at der endnu stod en Skillevæg mellem Gud og ham, at der endnu ikke var nogen fuldkommen Forening, noget fuldkomment Samfund mellem dem, at Jakob endnu ikke havde en fuldkommen forsonet Gud, og Gud endnu ikke havde fuldt Velbehag i Jakob, og at der derfor heller ikke i Jakobs Sjæl fandtes fuld Fred, Ro og Fasthed. Den natlige Kamp ved Jabbok forandrede nu denne Tingenes Tilstand. I denne Kamp brast for Jakob alle natrulige Støtter - hans egen Kraft blev i den gjort til Intet, og han, den Listige, blev i den overlistet --, og i den maatte han derfor ogsaa kaste sig ganske i Guds Arme og søge sin Hjælp hos Ham alene. Den gamle Jakob døde, saa at sige, i den. I denne Kamp fik han fremdeles se sin Synd i dens rette fulde Lys, og lærte han derofr at ty ene og alene til Guds Barmhjertighed. Kort, i denne Kamp lærte han for første Gang at tro med en fuld og hel Tro og gjennem en saadan Tro at tilegne sig alle Synder Forladelse og besejre sin Fiende. Og dermed kom et ny Væsen ind i hans Sjæl, og blev han en ny, anden Mand; dermed blev ogsaa Guds Stilling til ham en ny, anden, og fik hans Hjerte Fred og Ro. Just derfor blev Kampen saa epochedannende i hans Liv, kom den til at danne dettes ene, store Epoche. Nu var Vanen (Banen??) brudtog fra nu af havde han kun at gaa videre paa den betraadte Vej, kun at kjæmpe stedse paany med Gud om Hjælp mod sine ydre Fiender og od sin indre Fiende sin Synd, paa samme Vis, som han første Gang havde kjæmpet med Ham derom, kun at naturligvis Kampen nu ikke mere var en baade legemlig og aandelig, men en blot aandelig; og fra nu af var dette ham lettere, hi han havde jo nu faaet et nyt, andet Væsen, som han kun havde at bevare. Fordi hele denne store Forandring var indtraadt formedelst hans sejrrige Kamp med Gud, fordi en saadan Kamp var det Middel, hvorved det, der var begyndt hos ham, skulde og alene kunde blive videre udviklet, og fordi allerede hans gamle Navn Jakob (den der holder sin Modstander i Hælen og derved bringer ham til Fald) betegnede ham som en Kjæmper, en Kjæmper med List, blev det nye Navn, han fik, just Navnet «Israel», «Gudskjæmper». Patriarchen var hele sit Liv igjennem en Kjæmper, en Stridsmand, og det, han kjæmpede for, var Velsignelsen; Forskjellen mellem de to Stadier i hans Liv bestod kun deri, at han i det andet brugte andre Vaaben og en anden Stridsmaade end i det første, og at han i det kjæmpede med en Person, der var forskjellig fra de Personer, med hvilke han havde kjæmpet i hint. I hint havde han kjæmpet med sine egne, kjødelige Kræfters Vaaben, med Klogskab og List, og paa en svigagtig, uredelig Maade; i dette kjæmpede han med Troens Bøn. I hint havde han kjæmpet med Mennesker; i dette kjæmpede han ene og alene med Gud og kun i Ham ogsaa med Mennesker. -- Naar vi sammenligne Jakob med Abraham, saa se vi, at han først i sin natlige Kamp med Gud hævede sig til det Standpunkt, paa hvilket denne Patriarch allerede i Betyndelsen, ved sin Kaldelse havde staaet. Abrahams Liv fra hans Kaldelse af indtil Ofringen paa Moria er en jævnt fremadskridende Udvikling af Troden gjennem Prøvelse; Jakob derimod, hos hvem fra Begyndelsen af en stærk Blanding af Tro og Vantro finder sted, og som desforuden af Naturen er uoprgtig og tilbøjelig til Svig, maa først opdrages til den rene, fulde Tro og kommer først i sin Udviklings Midte til samme. -- Gud siger til Jakob, at hans Navn herefter ikke skal kaldes Jakob, men Israel. Vi vente derfor, at Moses fra nu af ikke mere vil bruge hint men alene dette, ligesom han fra det Øjeblik af, da Gud forandrede Abrams og Sarajs navne til Abraham og Sara, aldrig mere bruger de første, men stedse de siste. Men denne vor Forventning bliver skuffet. Vi finde nemlig fra Kap. 33 af begge Navne, Jakob og Israel, brugte om hinanden, det sidste især der, hvor Talen har en vis Højtidelighed. Hvori har dette sin Grund? Hvorfor kalder Moses den første Patriarch og hans Hustru fra Kap. 17 af aldrig mere Abram og Saraj, men bestandig Abraham og Sara, medens han efter Kap. 32 betegner denne snart med hans gamle, snart med hans nye Navn? Aarsagen er, at Navnene Abraham, «Fader til en Mængde Folk», og Sara «Fyrstinde», hvile på den guddommelige Bestemmelses og Forjettelses faste, urokkelige, uforanderlige Grundvold, Navnet Israel, «Gudskjæmper», derimod paa den menneskelige Troes vaklende Grundvold. Efterat Gud engang havde sagt, at Abram og Saraj fra nu af ikke mere skulde kaldes Abram og Saraj, men Abraham og Sara, fordi hin skulde blive en Mængde Folks Fader, og denne Kongers Stammoder, kunde Moses umuligt længer bruge de gamle Navne, thi «Gud er ikke et Menneske, at Han lyver, ej heller et Menneskes Barn, at Han angrer. Skulde Han sige Noget, og ikke gjøre det? Skulde Han tale, og ikke opfylde det?» «Naaadegaverne og sit Kald fortyrder han ikke», «Hans Raad er uforanderligt». Derimod er det ganske i sin Ordet, at Moses, efterat Navnet Jakob var blevet forandret til Israel, endnu bruger hint ved Siden af dette, thi den gamle Jakob, hans gamle Menneske, fandtes endnu hos Patrarchen ved Siden af den nye Israel, hans nye Menneske, og det Gamle ytrede sig ogsaa stundom, om det end nu aldrig fik Herredømmet hos ham. Navnet Israel var paa den ene Side vistnok et Navn, som Jakob fra nu af skulde føre og virkelig førte («Ikke Jakob skal dit Navn herefter kaldes, men Israel», siger Gud), fordi han fra nu af aldrig mere skulde tabe sit Væsen som Gudskjæmper, og fordi dette Væsen skulde vedblive at være det herskende hos ham og det, der udgjorde hans aandelige Ejendommelighed, gav ham hans aandelige Præg. Men paa den anden Side var Navnet Israel dog ogsaa et Navn, som Jakob stedse paany maatte tilkjæmpe sig og virkelig tilkjæmpede sig, som han efter enhver Kamp fik paany, som efter hvener Kamp ble stadfæstet for ham, og som, saa at sige, kunde vokse og virkelig vokste hos ham. Dette se vi især deraf, at Gud senere, efterat Jakob var kommet tilbage til Bethel, der havde bygget et Alter og kaldet Stedet «El Bethel», «Bethels Gud», udtrykkelig og højtidelig giver Patriarchen Navnet paany. «Og Gud sagde til ham», heder det i Kap. 35: «Dit Navn er Jakob; ikke skal dit Navn herefter Jakob, men Israel skal være dit Navn; og Han kaldte hans Navn Israel.» Her taler Gud paa en saadan Maade, at man skulde tro, at Jakob ikke allerede for ti Aar siden havde faaet Navnet Israel, men først nu fik det. Gud tager intet Hensyn til, at Han allerede havde givet ham det efter hin mindeværdige Nat. Hvori har dette sin Grund? Deri, at Jakobs Væsen som Gudskjæmper i det Tidsrum, som var henrundet mellom hans Kamp ved Jabbok og hans Ankomst til Bethel, kraftigen havde udviklet sig, saa han nu i højere Grad var Israel, end han dengang havde været det, da han for første Gang fik Navnet. Den gang var han bleven født som Israel, eller var Israel bleven født i ham; nu var Israel bleven voksen og stærk i Patriarchen. At Jakob fra Kap. 33 saa ofte betegnes med sit gamle Navn kommer deraf at det nye Navn paa Moses's Tid allerede var blevet det Folks Navn, der nedstammede fra ham. Derved skeede det nemlig, at man, naar man vilde tale om Stamfaderen, somoftest betegnede ham med hans første, oprindelige Navn.

Gud havde spurgt Jakob om hans Navn; nu spørger Jakob paa sin Side igjen Gud om Hans Navn. «Da spurgte Jakob», heder det i V. 29, «og sagde: Kjære, giv mig dit Navn tilkjende». Naar Jakob i disse Ord spørger den Mand, med hvem han havde kjæmpet, og som han havde besejret, og som nu havde forandret hans Navn, om, hvilket hans eget Navn var, saa maa dette ikke forstaaes saaledes, som om Patriarchen slet ikke vidste, hvem hans hemmelighedsfulde Modstander var, og gjerne vilde erfare det, fordi det var ham magtpaaliggende at vide, om det var Gud eller en Engel eller et sædvanligt Menneske, hav havde kjæmpet med; thi allerede da han sagde til sin Midstander: «Jeg vil ikke slippe dig, uden du velsigner mig», vidste han, at det var Gud; og hvorledes kan han have været uvidende herom, efterat Modstanderen havde sagt, at Jakob havde kjæmpet med Gud? Derved havde han jo ligefrem betegnet sig som Gud. Jakob siger jo ogsaa siden, at han havde seet Gud Ansigt til Ansigt. -- Gud havde i sin Kamp med Jakob aabenbaret sig for ham paa en ny og særegen Maade. Dette vakte hos Jakob Ønsket om ved et nyt Gudsnavn, der svarede til denne Aabenbarelse og kortelig, i et eneste Ord udrykte samme, at kunne fastholde den for sin Erkjendelse og bestandig paany stille den for sit aandelige Øje. Man maa sammenligne Steder som 2 Mos. 3, 13-15 og 6, 3. Paa det første Sted heder det nemlig: «Men Moses sagde til Gud: Se, naar jeg kommer til Israels Børn og siger til dem: Eders Faders Gud har sendt mig til eder, og de sige til mig: Hvad er Hans Navn? -- hvad skal jeg da sige til dem? Da sagde Gud til Moses: Jeg er den, Jeg er; og Han sagde: Saa skal du sige til Israels Børn: Jeg er har sendt mig til eder. Og Gud sagde ydermere til Moses: Saa skal du sige til Israels Børn: Han, som er («Jehova», Herren, som vi pleje at gjengive dette Navn), eders Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit Navn evindeligen, og denne er min Ihukommelse fra Slægt til Slægt.» Og paa det andet Sted siger Gud til Moses: «Jeg aapenbarede mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige, men ved mit Navn: Han, som er («Jehova», Herren) var jeg ikke kjendt af dem.» Navnet Jehova, «Han som er,» betegner Gud baade som den Evige og Uforanderlige, den, der altid er og altid er den Samme, Klippen og tillige som den Levende, selve Livet, og skal være Israel en Borgen for Forjettelsernes trofaste Opfyldelse og Frelserverkets sikre Fulbyrdelse.

Gud gaar nu ikke ind paa Patriarchens Ønske. «Hvi spøregr du dog om mit Navn?» svarer Han ham. Det er ikek nødvendigt, mener Han, at du kjender mit Navn, at du ved saa nøje, som hvem, efter hvilken Side af mit Væsen Jeg nu har aabenbaret mig for dig. Det er nok, at du ved, at det er Gud, som har aabenbaret sig for dig. Men hvorfor vilde nu Gud ikke opfylde Jakobs Begjæring? Vi læse i Dommernes Bog, at Samsons Fader Manaoah spurgte Herrens Engel, der havde aabenbaret sig for ham og forkyndt ham Sansons Fødsel: «Hvad er dit Navn?» og at Herrens Engel svarede ham: «Hvorfor spørger du da om mit Navn, efterdi det er underligt?» Efter dette kunde ogsaa her Gud have værgret sig ved at ville efterkomme Jakobs Ønske, fordi Hans Navn var underligt, det vil sige, ubegribeligt for det dødelige Menneske. Men Jakob begjærer dog ikke at trænge ind i Guds Væsens inderste Dyb, men han vil kun have et Gudsnavn, der udtrykker den Side af Guds Væsen, efter hvilken Han havde aabenbaret sig for ham. Vi maa saaledes vel snarere sige, at Gud derfor ikke gaard ind paa Jakobs Begjæring, fordi Han vil, at Patriarchen skal vedblive at være opfyldt med og gjennemtrængt af Følelsen af det overvættes Hemmelighedsfulde og Vidunderlige i hele Begivendheden, idet denne derved var istand til kraftigere at virke paa hans Sjæl.

Tilsidt velsignede Gud Jakob («Og Han velsignede ham»). Hvilken denne Velsignelse var, det kunne vi slutte af den Velsignelse, som Abraham fik, efterat han havde villet bringe Gud Isak til Offer, og især af den Velsignelse, hvormed Gud velsignede Jakob selv i Bethel, efterat Han paany havde givet ham Navnet Israel: «Jeg er Gud, del Almægtige; et Folk, ja en Forsamling af Folk skal vorde af dig, og Konger skulle udgaa af dine Lænder. Og det Land, som jeg har givet Abraham og Isak, det vil jeg give dig, og din Afkom efter dig vil jeg give Landet».

Efterat Gud var forsvunden, kaldte Jakob, for at besvare Mindet om den vidunderlige Kamp for bestandig, det Steds Navn, hvor den havde tildrager sig, «Pniel» eller «Pnuel», d.v.s. Guds Ansigt, fordi han, som han sagde, der have seet Gud Ansigt til Ansigt, udenat hans Sjæl var bukket under for den guddommelige Højhed og Overmagt, ligeoverfor Hvilken den naturlige, menneskelige Kraft ikke kan staa sig; paa samme Maade, som han tidligere havde kaldt det Steds Navn, hvor Gud og Hans Engle havde aabenbaret sig for ham i Drømme, «Bethel», Guds Hus. -- De tvende Bemærkninger, som vi læse i V. 31, at Solen oprandt for Jakob, da han kom fordi Pnuel, og at han haltede paa sin Hofte, ere saare betydningsfulde. Jakobs Kamp havde fundet Sted om Natten, men det havde under samme ikke blot været Nat omkring ham, men ogsaa i ham, omend denne Nat, ligesom hin, stedste mere veg bort, jo længere han kjæmpede. Tilsidst, ved Kampens Ende, da han fejrede, vare begge Nætter, den indre og den ydre, forsvundne. Det var nu lyst inden i ham og uden om ham; Solen var oprunden saavel i hans Hjerte som for hans Øje. Ligesom det ydre Mørke havde svaret til hans indre og afspejlet det, saaledes svarede nu ogsaa det ydre Lys til hans indre og afspejlede det; og derved forklarede det ydre Lys, den opgaaende Sol, for ham hele Tildragelsen; det talte for ham om, at han nu var igjennem aandeligt Mørke trængt frem til Guds underfulde Lys. Men den af den indre og den ydre Sol bestraalede Gudskjæmper haltede paa sin Hofte. Dette var den Skade, som han havde lidt i Kampen, og som han beholdt for stedse, den eneste Skade. Den var et Billede paa hans brudte, naturlige Kraft og mindede ham om, at denne ikke havde holdt ud i Kampen, og at han alene havde sejret ved Troen og Bønnen, ved Troens Bøn, og at han derfor aldrig mere, som før, turde bruge hin i sine Kampe. I Lammelsen af hans Hofte laa en guddommelig Dom udtalt over hans tidligere Maade at kjæmpe paa. Men tillige var denne Legemsskade ham ogsaa et Pant paa Kampens og altsaa ogsaa Sejerens og alle dens Frugters Virkelighed. Den var saaledes en salig og glæderig Skade.

Hvor overordentlig dybt et Indtryk Jakobs Kamp maa have gjort paa det fra ham nedstammende Folk, fremgaar aaf den Bemærkning, hvormed Moses slutter sin Fortælling: «Derfor spise Israels Børn indtil denne Dag ikke Spændesenen, som er paa Hofteskaalen, fordi Han rørte paa Jakobs Hofteskaal ved Spændesenen». Det Ord «indtil denne Dag», som Moses bruger om sin Tid, gjælder ogsaa om vor, thi Jøderne undlade endnu den Dag idag at spise Dyrenes Spændesene. Jakobs Efterkommere have altsaa nu allerede i henimod fire Aartusinder bevaret denne Skik og i den Mindet om Jakobs Kamp! Foruden det dybe indtryk, Begivenheden har gjort paa det israelittiske Folk, maa dog ogsaa den Omstændighed have bidraget til Skikkens Overholdselse iblandt det, at det ved hin Begivenhed havde faaet sit aandelige Hædersnavn. Begge Dele, Skikken og dette Navn stode altsaa i den inderligste Sammenhæng med hinanden. Hensigten med Skikken var at vedligeholdt Mindet om Begivenheden, og hvad dens Mening angaar, saa var den vel denne: Gud havde ved Berørelseen af Jakobs Spændesene hellige umiddelbart denne og middelbart alle Dyrs Spændesener, alle Spændesener, Spændesenen overhovedet; men nu turde Israel ikke spise det Hellige; derfor skulde Spændesenen hos de Dyr, som Israel havde Lov at spise, ikke spises af det.

Navnet «Israel» gik fra Samfaderen over paa hans efterkommere og blev det Navn, der betegnede dem som Guds udvalgte Folk, deres aandelige Navn. Allerede Jakobs Sønner bruge det i 1 Mos. 34, om end endnu ikke om Folket Israel - et saadant var jo dengang endnu ikke forhaanden --, saa dog om Familien Israel, Folkets Spire og Begyndelsen til samme, idet de tale om, at Sichem, Hemors Søn havde begaaet Daarlighed i Israel ved at krænke Dina, Jakobs Datter. I Navnet laa hele Folkets og alle dets enkelte Medlemmers høje Bestemmelse udtalt, og det mindede dem alvorlig om, at det, ifald de vile bære dette Navn med Rette, burde dem at gaa i Stamfaderens Fodspor og med Opgivelse af al Tillid til egen Kraft i Troens Bøn kjæmpe sejerrige Kampe med sin Gud. -- Den største Del af Folket svarede imidlertid fra Begyndelsen af ikke til sit Navn (fra Begyndelsen af vare «Mange af Israel ikke Israel»), hvorfor allerede i Asaf i den 73de Psalme kun betenger de Rene af Hjertet som Israel («ikkun god er Gud imod Israel, imod de Rene af Hjerte») og saaledes udelukker de Øvrige fra al Andel i dette Navn og antyder Tanken om et dobbelt Israel, et blot ydre, kjødeligt, der i Grunden ikke er Israel, og et aandeligt, sandt, den gammeltestamentlige Menighed eller Kirke i egentlig Forstand, de Helliges Samfund i det gamle Testamentet.

Profeterne minde Folket ofetere paa en gribende Maade om dets Navn og den deri liggende Bestemmelse og Forjettelse. Saaledes Esaias i de Ord: «En Okse kjender sin Ejermand, og et Asen sin Herres Krybbe; Israel kjender mig ikke, mit Folk agter ikke paa mig». Og i Særdeleshed Hoseas i det tolvte Kapitel af sin Bog: «Og Trætte har Herren ogsaa med Juda og har at hjemsøge Jakob for hans Vejes Skyld; efter hans Idrætter skal Han betale ham. I Moders Liv holdt han sin Broder i Hælen, og i sin Manddoms Kraft kjæmpede han med Gud. Ja, han kjæmpede mod Engelen og fik Overhaand; i Bethel fandt Han ham, og der talede Han med os. Og Herren, Zebaoths Gud, -- Herrens er Hans Ihukommelses Navn. Og du, -- til din Gud skal du vende om; bevar Misundhed og Ret, og vent paa din Gud bestandig! Kana'an, -- i hans Haand er falsk Vegt; at gjøre Uret elsker han. Og Efraim siger: Jeg er kun bleven rig, har fundet mig Formue; (men) i alt mit Ervherv skal man ikke hos mig finde nogen Overtrædelse, som var Synd». Profetens Tankegang er denne: Herren vil straffe baade Juda og Jakob, d. v. s. Tistammeriget, og altsaa hele Jakob eller hele Israel. Det ejer i sine tvende Navne, Navnet Jakob, som dets Stamfader fik, fordi han allerede i Moderlivet som et Forvarsel om de senere under guddommelig Ledelse staaende Begivenheder holdt sin Broder i Hælen, og Navnet Israel, som han fik, fordi han havde kjæmpet med Gud og besejret Ham, -- det ejer i disse tvende Navne, der ere blevne dets egne, et stor Spaadom, store Forjettelser, store Panter på Frelse, og denne Spaadom, disse Forjettelser, disse Panter paa Frelse kunne til enhver Tid gaa i Opfyldelse, thi Herren er efter sit Navn «Jehova», den Evige, Uforanderlige og Levende. Det kommer kun an paa, om Folket vil lade det, som ligger i detes Navne, blive opfyldt, om det vil vorde en sand Jakoob og en sand Israel. Naar det oprigtig omvender sig til sin Gud, saa kan det trøste bie paa Ham, saa skal Frelse vorde det tildel. Men Israel er ikke mere Israel, det er bleven til Kana'an; istendenfor at kjæmpe med Mennesker og at sejre, søger det, lig det kana'anittiske Kræmmerfolk, sin Fordel i Bedrageri og Uret, og forbinder hermed en hykkelsk Egenretfærdighed.

Men Israels Seere foreholdt ikke alene Folket, der var blevet sin Bestemmelse utro og stod i Fare for at miste den forjettede Frelse, dets Navne Jakob og isærdeleshed Israel, hvordi denne Bestemmelse og denne Frelse vare udtalte, men de spaaede ogsaa om, at der engang skulde komme En, der paa en fuldkommen Maade vilde opfylde denne Bestemmelse og den Spaadom, den Forjettelse, der laa i Navnet Israel, fuldkomnere end alle fromme Israeliter og selve Stamfaderen havde formaaet, og som derfor vilde være den fuldkomne Israel, paa hvem Patriarchen og de iblandt hans Efterkommere, der gik i hans Fodspor, og som Asaf kalder Israel, kun vare svage Forbilleder, nemlig «Herrens Tjener», Messias, Christus. Dette gjør især Profeten Esaias i det 49de Kap. af sin profetiske Bog. Her heder det nemlig: «Hører paa mig, I Øer, og giver Agt, I Folk fra det fjerne! Herren har kaldet mig fra Moders Liv, fra min Moders Skjød har han nævnt mit Navn. Og Han har gjot min Mund som et skarpt Sværd, i sin Haands Skygge har Han skuldt mig, og Han har gjort mig til en blank Pil, i sit Kogger har Han gjemt mig. Og Han sagde til mig: 'Du er min Tjener, -- (du er) Israel, i hvem jeg vil forherlige mig'. Og jeg, jeg sagde: 'Forgjæves har jeg bemøjet mig, omsonst (=forgjeves, tankerim) og for Intet har jeg fortæret min Kraft; dog, min Ret er hos Herren, og min Løn hos min Gud'. Og nu siger Herren, som dannede mig fra Moders Liv til en Tjener for sig, for at føre Jakob tilbage til Ham og Israel, som ikke blev samlet, -- Han siger: 'Det er for ringe, at du er min Tjener for at oprejse Jakobs Stammer og føre de Bevarede af Israel tilbage: saa vil Jeg da gjøre dig til Hedningernes Lys, at min Frelse maa være indtil Jordens Ende'. Saa siger Herren, Israels Gjenløser, hans Hellige, til ham, som er foragtet af hver Sjæl, til ham, som vækker Folks Afsky, til Herskeres Tjener: 'Konger skulle se det og rejse sig, Fyrster skulle se det og kaste sig ned, for Herens Skyld, som er trofast, for Israels Helliges Skyld, som udvalgte dig'». Her betegner Messias, som i de første Vers indføres talende, sig selv som Israel, eller rettere, han siger, at Gud har kaldt ham med dette Navn.

I Jesus af Nazareth kom nu denne Israel; Han var den sande, fuldkomne Gudskjæmper. Ligesom Hans første og største Forbillede, Jakobs selv, «kjæmpede mod Engelen og fik Overhaand, græd og bad Ham om Naade», saa frembar Jesus «i sit Kjøds Dage med stærk Raab og Taarer Bønner og ydmyge Begjæringer til den, der kunde frelsee Ham fra Døden, og blev bønhørt i sn Ængstelse.» Men isærdeleshed var Patriarchens Kamp ved Jabbok et Forbillede paa Jesu Kamp i Gethsemane Have, Toppunktet af de Kampe med Gud, som droge sig gjennem hele Hans Liv, og som antydes i Evangelisternes Beretninger om Hans Bønner i Nattens og Ørkenernes Ensomhed (Math. 14, 23-25. Luk. 5, 16. 6, 12. 9, 18.) og i Hans egne Ord hos Johannes (K. 12): «Nu er min Sjæl forfærdet, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time! Dog derfor er jeg kommet til denne Time.» Begges Kamp, Jakobs ved Jabbok og Jesu i Gethsemane Have, var en natlig, en ensom Kamp. I Gethsemane havde Jesus ladet sine fleste Disciple udenfor Haven, ligesom Jakob havde bragt sin Familie over Jabbok, og fra de Tre, som Han havde taget med sig, sled Han sig saa langt som et Stenkast, og da Han var opstanden fra Bønnen og kom til dem, fandt han dem sovende. Begeg bleve angrebne af Gud, Jakob af den Samme, der i Gethsemane Have var den Angrebne. Begge laa under Guds Vrede, Jakob for sine egne Synders skyld, Jesus for Menneskeslægtens Synders Skyld, som Han havde taget paa sig. Begges Sjæl bedrøvedes og ængstedes, Jesu Sjæl ligetil Døden, saa Hans Sved blev som Blodsdraaber, der faldt ned til Jorden. Begges Kamp var en vedholdende. Begge ofrede Gud sin Vilje, Jakob, idet han gav Slip paa al egen Kraft og al egen Retfærdighed og kastede sig i den guddommelige Naades og Barmhjertigheds Arme. Begge bleve bønhørte og frelste, Jakob, idet vistnok hans Hofteskaal blev forvreden, men hans selv beholdt Livet, Jesus, idet Han vistnok maatte dø, men dog blev opreist fra de Døde. Jakob fik som Løn for sin Kamp et nyt Navn og Velsignelsen; Jesus fik som Løn for sin Kamp et Navn over alle Navne, Herredømmet over Himmelen og Jorden og Opfyldelsen af den store Forjettelse, at alle Jordens Folk skulde velsignes i Hans Navn. Ogsaa paa Jesu Kamp paa Korset i de sidste tre Timer, da Solen mistede sit Skin, saa der blev et Mørke over det hele Land, var Jakobs Kamp et Forbillede; thi dengang hang Jesus ensom - Hans Disciple havde næsten alle forladt Ham, og Hans Kjendinge stode langt borte, hvad Profeterne og Psalmesangerne havde forudforkyndt - dengang hang Jesus ensom og forladt paa Korsets Træ mellem Himmel og Jord i et ydre og indre Mørke og sted sin sidste, tunge, men sejerrige Strid. Den Sol, der oprandt, da Jakob kom forbi Pnuel, var et Forbillede paa Opstandelsesmorgenens Sol, den dejligste og mest frydefulde, Jorden nogensinde har seet -- «da klared det op i Østerlid til dejligste Morgenrøde» --, og ligesom Jakob haltede, da han gik forbi Pnuel og vedblev at halte sit hele Liv igjennem, saa opstod Jesus med sine «dybe Vunder», med Vunden i sin Side og med Naglegabene i sine Hænder («Ræk din Finger hid og se mine Hænder, og ræk din Haand hid og læg den i min Side», sagde den Opstandne til Thomas), og disse Mærker, Mindet om vor Synd og om Hans Kjærlighe bærer Han til vor Trøst endnu den Dag idag, og skal Han være i al Evighed. Med sine gjennemborede Hænder styrer Han gjennem alle Tider sit Rige.

Men ikke alene paa Jesu egen Kamp og især paa Hans Kamp i Gethsemane Have var Jakobs Kamp et Forbillede, men ogsaa paa Hans Troendes Kampe er den et saadant. Disse kaldes jo af Apostelen Paulus «Israel efter Aanden» og «Guds Israel». Den er et Forbillede paa alle deres Kampe med Gud i Bønnen, f. Eks. paa Bønner og Forbønner, som de, om hvilke Apostelen taler i de Ord: «Men jeg formaner eder, Brødre, ved vor Herre Jesum Christum og ved Aandens Kjærlighed, at I ville stride med mig i Bøn for mig til Gud», og i de Ord: «Epafras hilser eder, han, som er fra eder, en Christi Tjener, som altid strider for eder i sine Bønner, at I maate staa fuldkomne og fuldendte efter al Guds Vilje.» -- Men isærdeleshed er dog Jakobs Kamp et Forbillede paa den Kamp, hvori saadanne Sjæle, der hidtil vistnok ikke have været uden al Syndserkjendelse og Tro, men dog heller ikke ere trængte igjennem til fuldkommen Erkjendelse af sin Synd og sin Afmagt og derfor heller ikke til fuldkommen Opgivelse af sig selv og fuldkommen Tro paa Gud, paa Hans Naade og Barmhjertighed i Christo, oplyste ved Guds Aand om sin Synds store Dybde, sin egen fuldkomne aandelige Uformuenhed og sin Naturs skjulte Uoprigtighed, kraftigen og vedholdende kjæmpe med Gud om Forladelse for sin Synd, og hvoraf de gaa frem som Sejerherrer og som nye Mennesker. I saadanne Kampe møder Gud Mennesket, ligesom Han mødte Jakob, som et Menneske, humant, om jeg tør bruge dette Udtryk. Han bruger ikke hele sin guddommelige Kraft imod ham, men kun saa Meget af den, som han kan taale. Han lader ham ikke se sin Synd saaledes, som Han selv ser den, thi da maatte han forgaa, og Han blander sine Anklager med sine liflige Forjettelser for at opretholde Kjæmperen, naar han er i Fare for at segne. Og ogsaa det Andet, som fandt Sted ved Jakobs Kamp, hænder da. Gud forvrider det kjæmpende Menneskes Hofteskaal, d. v. s. Han gjør alle hans naturlige Støtter, al hans egen Retfærdighed og Hellighed til Intet, viser ham hans Naturs fuldkomne Afmagt og nøder ham derved til at læge sig udelukkende efter det at bede, at tigge om Naade. Men idet Han saaledes gjør ham svag, ja fuldkommen hjælpeløs i sig selv, gjør Han ham just stærk, idet Han driver ham ind i en kraftigere og mægtigere Bøn og forhjælper ham til Sejer. Følgen af Forvridningen af Jakobs Hofteskaal var en vedblivende; Jakob haltede hele sit Liv igjennem. Ogsaa dette gjentager sig oftere ved og efter en Kamp, som Jakobs, idet den undertiden nedbryder eller dog svækker den Sejrendes legemlige Kraft og saaledes efterlader sig varige Spor hos ham, et Minde om hans Synd og om Guds Naade.